ERHVERVSORIENTERET ADVOKAT MED FOKUS PÅ PRIVATE CLIENTS (KØBENHAVN)

Vil du arbejde med rådgivning af ejerfamilier og fonde samt deres virksomheder? Har du erfaring med testamenter, større dødsboer og generationsskifte af virksomheder og ejendomme samt med erhvervsdrivende og almene fonde? Og har du en bred erhvervsretlig baggrund? Så er du måske vores nye advokat.

Hortens Private Client team oplever stor aktivitet, og vi har derfor brug for endnu en advokat, der har lyst til at finde gode løsninger og skabe resultater sammen med os og vores klienter.   

FOKUS PÅ DIN UDVIKLING GENNEM KOMMERCIELLE OG KOMPLEKSE UDFORDRINGER
Du bliver en del af et stærkt, mindre team, der arbejder med forretningsområderne Fonde og Familier, hvor vi bistår fonde, familieejede virksomheder og ejerfamilierne bag virksomhederne med en bred kreds af erhvervsretlige og privatretlige opgaver, ofte i samarbejde med specialister fra resten af huset. Du kommer til at arbejde tæt sammen med din leder og de øvrige advokater i teamet omkring sagerne, og får samtidig mulighed for selvstændigt ansvar i hverdagen.

Arbejdsopgaverne er varierede og relaterer sig til en række forskellige juridiske fagområder og problemstillinger, hvor du gerne må være velbevandret i nogle og have lyst til at dygtiggøre dig indenfor de øvrige. Du skal ideelt kunne håndtere opgaver fra testamenter og dødsbobehandling til erhvervsretlig rådgivning i forbindelse med generationsskifte, fondes dispositioner, investeringer og salg af virksomheder mv. Klientkontakt indgår som en naturlig del af dit arbejde.  

I vores team vil du kunne vokse både fagligt og personligt. Gennem den løbende sparring i teamet, de daglige arbejdsopgaver og via vores interne kursusakademi har vi fokus på din udvikling, som vi løbende drøfter med dig i en åben og ærlig dialog.

Vi er ambitiøse og lægger vægt på høj faglighed, men har samtidig en uhøjtidelig og respektfuld omgangstone, hvor samarbejde og videndeling er i fokus.

VI HAR HØJE AMBITIONER PÅ KOMMENDE MEDARBEJDERES VEGNE
Resultater fra studiet og dit arbejdsliv afspejler, at du er ambitiøs og fagligt blandt de bedste.

Du er sandsynligvis advokat med en vis erfaring og har en god viden inden for erhvervsretten generelt, ligesom du har erfaring med eller interesse for at komme til at mestre arbejdet med testamenter, dødsboer og større generationsskifter. Som person er du resultatorienteret og forretningsminded med fokus på at bidrage med interessante vinkler og skabe værdi for klienterne med en høj kvalitet og et højt serviceniveau. Du trives med ansvar og selvstændighed, og da vi ofte arbejder i teams i afdelingen, på tværs af huset og med klienterne, er det også vigtigt, at du bidrager positivt i samarbejde med andre. Du har en fremragende situationsfornemmelse, stor diskretion og forstår at begå dig med vores ressourcestærke klienter samt sætte dig ind i deres særlige ønsker og behov.

Vi har brug for, at du er fleksibel i forhold til arbejdstid, når arbejdet kræver det, ligesom vi er fleksible, når det er nødvendigt for dig.

VI VIL GERNE HØRE FRA DIG
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte partner Christian Gregersen på cgr@horten.dk eller telefon 5234 4312. Søg online og vedhæft din ansøgning, CV og karakterer hurtigst muligt og senest den 20. november. Vi holder samtaler løbende.

OM HORTEN
Horten er en full-service advokatvirksomhed med over 60 års erfaring og mere end 300 medarbejdere. Vi går til sagens kerne og bruger vores solide baggrund og mange tværgående ekspertområder til at skabe resultater for vores kunder. Og vi er allerbedst i sektorer, der er præget af hastig udvikling og intensiv regulering. Vi har kontorer i Hellerup, Holstebro og Aarhus.

 

Ansøgningsfrist: 20. november 2018