ADVOKAT MED ERFARING INDEN FOR ENERGI, FORSYNING OG INFRASTRUKTUR (KØBENHAVN)

Hortens afdeling for Energi, Forsyning og Infrastruktur har travlt. Derfor søger vi en ny og erfaren kollega, som sammen med os kan bistå vores mange interessante klienter med at løse deres spændende opgaver.

Området er præget af mange transaktioner og stigende konkurrence, har stor politisk bevågenhed, er stærkt reguleret og er under konstant forandring. Vi oplever derfor stor vækst i efterspørgslen på vores rådgivning – så hvis du, lige som os, brænder for energi, forsyning og infrastruktur og er advokat med et højt fagligt niveau samt relevant erfaring inden for området,  er denne ledige stilling måske noget for dig.

Spændende og komplekse udfordringer
Udarbejdelse og forhandling af kontrakter, gennemførelse af transaktioner, varetagelse af tvister og rådgivning om komplicerede regulatoriske forhold er kernen i vores arbejde. Det er derfor også opgaver inden for disse felter, som vil præge din hverdag.

Alt efter din baggrund og interesser kommer du til at beskæftige dig med alt fra biogas og vindmølleprojekter, olie- og gasudvinding, salg og transport af naturgas over fusioner af varme-, vand og elforsyningsselskaber, regulatoriske forhold indenfor f.eks. vand, spildevand, el, gas, varme og til udvikling af havne, lufthavne mv.

Jobbet indeholder gode karrieremuligheder samt stort ansvar og selvstændighed i hverdagen. Både gennem de daglige arbejdsopgaver og via vores interne kursusakademi har vi fokus på din faglige og personlige udvikling, som vi løbende drøfter med dig i en åben og ærlig dialog.

Du bliver en del af et professionelt arbejdsmiljø i en mindre, stærk afdeling i et af landets førende advokatvirksomheder. Vi er ambitiøse og lægger vægt på høj faglighed, men har samtidig en uhøjtidelig og respektfuld omgangstone, hvor samarbejde og videndeling er i fokus.

Vi har høje ambitioner på kommende medarbejderes vegne
Dit arbejdsliv afspejler, at du er ambitiøs og fagligt blandt de bedste. Du har erfaring med rådgivning om diverse juridiske problemstillinger inden for energi, forsyning og/eller infrastruktur og er vant til rollen som betroet rådgiver. Du er stærk inden for udarbejdelse og forhandling af kontrakter – gerne lige fra den indledende dialog med klienten til den endelige kontrakt bliver underskrevet.

Som person er du resultatorienteret, forretningsminded og ambitiøs. Du har fokus på klienterne og drives af at skabe værdi for dem. Du trives med ansvar og selvstændighed. Da vi ofte arbejder i teams med specialister fra andre afdelinger i Horten og med klienterne, er det vigtigt, at du også trives med det og bidrager positivt til samarbejdet. Du er fleksibel i forhold til arbejdstid, når arbejdet kræver det, ligesom vi er fleksible, når det er nødvendigt for dig.

Klientkontakt er en del af din hverdag – både i Danmark og på internationalt niveau – hvilket kræver gode engelskkundskaber i skrift og tale.

Ansøgning
Lyder det som et job for dig? Så ser vi frem til at høre fra dig hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende. Deadline for ansøgning er den 15. marts 2019. Søg online og vedhæft ansøgning, CV og karakterer fra studiet.

Om Horten
Horten er en full-service advokatvirksomhed med over 60 års erfaring og 320 medarbejdere. Vi går til sagens kerne og bruger vores solide baggrund og mange tværgående ekspertområder til at skabe resultater for vores kunder. Og vi er allerbedst i sektorer, der er præget af hastig udvikling og intensiv regulering. Vi har kontorer i København, Aarhus og Holstebro.

 

Ansøgningsfrist: 15. marts 2019