Kommunale vejafvandingsbidrag

Horten har siden efteråret 2010 været i dialog med Forsyningssekretariatet for at afklare forholdet mellem spildevandsbetalingslovens bestemmelser om, at kommunale vejafvandingsbidrag skal fastsættes som 1 – 8 % af spildevandsforsyningens anlægsomkostninger, og vandsektorlovens krav om, at vandselskabernes aftaler skal indgås på markedsvilkår. Forsyningssekretariatet har tilkendegivet, at bidrag, som ikke er fastsat på markedsvilkår, kan have karakter af uddeling til kommunen og i så fald skal modregnes i ejerkommunens bloktilskud efter de såkaldte 60/40-regler, som er fastsat i stoploven.

Undersøgelse af vejafvandingsbidragene 2007-2010

I forlængelse heraf vil Forsyningssekretariatet undersøge størrelsen af de vejafvandingsbidrag, der historisk er fastsat af kommunerne og opkrævet af spildevandsforsyningerne. Forsyningssekretariatet har den 16. februar 2011 anmodet alle spildevandsselskaber om inden den 7. marts 2011 at oplyse:

  1. Størrelsen af de vejafvandingsbidrag, som er godkendt af ejerkommunen i hvert af årene 2007 – 2010, og
  2. begrundelsen for fastsættelsen af bidragene, hvis selskabet kender denne.

Formålet med anmodningen er at afklare, om kommunerne må anses for at have modtaget uddelinger ved at have betalt for lave vejafvandingsbidrag. Hvorledes Forsyningssekretariatet agter at udnytte denne viden, er imidlertid mere usikkert.

Hortens vurdering

Det er efter Hortens vurdering vanskeligt at tænke sig, at kommunerne vil blive modregnet i bloktilskuddet, hvis vejafvandingsbidraget er fastsat i overensstemmelse med betalingslovens regler, som beskrevet ovenfor.

Hvis vejafvandingsbidraget er fastsat for lavt efter betalingslovens regler, vil dette efter omstændighederne kunne anses som uddeling efter stoplovens regler, dog alene op til den maksimale sats på 8 %.

Forsyningssekretariatets brev kan downloades her.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner