Dansk Kartoffelproducentforening blev af Retten i Kolding den 6. september 2011 idømt en bøde på 500.000 kroner, og foreningens tidligere formand blevet idømt en personlig bøde på 25.000 kroner, for i 2009 at have opfordret foreningens medlemmer til prissamarbejde.

Retten fandt det bevist, at Dansk Kartoffelproducentforening havde stået bag en opfordring til samordnet praksis, idet foreningen på et stormøde i 2009 havde forsøgt at koordinere medlemmernes adfærd i relation til priser og mængder af spisekartofler på markedet. Retten lagde endvidere til grund, at disse opfordringer – i hvert fald delvist - var sket for at sikre priser, der som minimum dækkede kartoffelavlernes produktionsomkostninger.

Da priskoordinering er en alvorlig konkurrencebegrænsning (en såkaldt "hard core"-klausul) fandt bagatelgrænsen i konkurrenceloven ikke anvendelse.

Retten lagde ved fastsættelsen af bøden til foreningen vægt på, at opfordringen fra Kartoffelavlerforeningen havde til formål eller følge at begrænse priskonkurrencen mellem medlemmerne, ligesom Retten anså det for en skærpende omstændighed, at foreningen i 2008 havde modtaget en indskærpelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Sagen kort

Efter nogen tid med faldende priser, opfordrede Dansk Kartoffelavlerforenings daværende formand på et stormøde i 2009 medlemmerne til at hæve prisen på spisekartofler, og samtidig begrænse udbuddet ved at lade en del af kartoflerne blive i jorden. I et interview i TV-Avisen et par dage senere gentog formanden denne opfordring.

Konkurrencestyrelsen havde allerede i 2008 indskærpet over for foreningen, at de ikke måtte forsøge at påvirke medlemmernes prisfastsættelse eller øvrige forretningsbetingelser. I den forbindelse afgav foreningen erklæring om, at foreningen ville overholde konkurrenceloven fremadrettet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør anmeldte i 2009 sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, som derefter indledte en straffesag og rejste tiltale mod foreningen.

Dommen er endnu en i rækken af domme og afgørelser, som for alvor har sat fokus på de konkurrenceretlige problemstillinger forbundet med informationsudveksling – særligt i brancheforeningers regi.

kontakt

Andreas Christensen

Partner