EU-domstolen tager stilling til Post Danmarks prispolitik

Den 27. marts 2012 besvarede EU-domstolen et præjudicielt spørgsmål fra Højesteret i en sag mellem Post Danmark og Konkurrencerådet.

Sagen vedrørte markedet for distribution af adresseløse forsendelser i Danmark. De faktiske omstændigheder fandt sted i 2003-2004 på et tidspunkt, hvor Post Danmark var tillagt en eneret for befordring af visse adresserede forsendelser under en nærmere bestemt vægtgrænse. Til eneretten var knyttet en landsdækkende befordringspligt for visse forsendelser.

Post Danmark indgik i denne periode kontrakt med tre supermarkedskæder – SuperBest, Spar og Coop – om distribution af adresseløse forsendelser.

Disse supermarkedskæder havde tidligere været kunde hos Forbruger-Kontakt, som var en anden distributør af adresseløse forsendelser og konkurrent til Post Danmark. Forbruger-Kontakt klagede herefter til konkurrencemyndighederne, som undersøgte, om Post Danmark havde misbrugt sin dominerende stilling ved at anvende loyalitetsskabende målrabatter og stille kunder i samme situation forskelligt for så vidt angår priser og rabatter, samt ved at anvende forskellige priser over for Post Danmarks egne kunder og Forbruger-Kontakts tidligere kunder.

Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet kom frem til, at Post Danmark ikke havde udført såkaldt "predatory pricing", da der ikke kunne påvises elimineringshensigt ("predatory pricing" anvendes som udtryk for, at en virksomhed underbyder sine konkurrenters priser med henblik på at eliminere disse fra markedet). Derimod fandt konkurrencemyndighederne, at Post Danmark havde misbrugt sin dominerende stilling i form af selektivt lave priser i forhold til de nævnte supermarkedskæder – det vil sige, at kunder i samme situation blev behandlet forskelligt.

Denne afgørelse indbragte Post Danmark for domstolene.

Østre Landsret, som behandlede sagen i første instans, stadfæstede konkurrencemyndighedernes afgørelse. Post Danmark ankede herefter dommen til Højesteret, som valgte at stille EU-domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt den selektive prisfastsættelse kunne udgøre misbrug af dominerende stilling, når prisniveauet ikke var fastsat med henblik på at eliminere en konkurrent.

Domstolen fastslog, at det forhold, at en virksomheds praksis kan kvalificeres som prisdiskrimination, ikke i sig selv indicerer, at der foreligger ekskluderende misbrug.

Vurdering af misbrug af dominans

Siden den såkaldte "AKZO-dom" har domstole og konkurrencemyndigheder anvendt begreberne gennemsnitlige variable omkostninger og gennemsnitlige totale omkostninger ved vurderingen af, om en given prispolitik var udtryk for misbrug af dominans.

Kommissionen har imidlertid introduceret en anden/tilpasset beregningsmetode, som tager højde for de særlige forhold, som gælder for en postvirksomhed. Denne beregningsmetode inddrager de såkaldte "inkrementelle omkostninger".

De inkrementelle omkostninger, som de danske konkurrencemyndigheder havde anvendt ved vurderingen af Post Danmarks adfærd, kan helt overordnet forklares således, at de inkrementelle omkostninger tager højde for de omkostninger, der er afledt af distributionen af adresseløse forsendelser. Desuden tager de gennemsnitlige samlede omkostninger højde for fordelingen af "fællesomkostninger" – det vil sige omkostninger, som både kan henføres til Post Danmarks befordringspligtige aktiviteter og aktiviteter med distribution af adresseløse forsendelser.

Domstolen påpegede, at denne fordelingsmetode – under sagens særlige omstændigheder - syntes at tilsigte at identificere de væsentligste omkostninger forbundet med distribution af adresseløse forsendelser.

Priserne til SuperBest og Spar lå over de samlede gennemsnitlige omkostninger og havde derfor ikke konkurrencebegrænsende virkninger. Prisen til Coop lå derimod under de samlede gennemsnitlige omkostninger, men over de gennemsnitlige inkrementelle omkostninger.

Domstolen konkluderede herom, at den anvendte prispolitik ikke udgør misbrug af dominerende stilling, når der ikke er påvist elimineringshensigt.

For at Post Danmark kan blive dømt i denne sag, kræves det således, at konkurrencemyndighederne påviser, at den anvendte prispolitik over for Coop var fastsat for at eliminere Forbruger-Kontakt. Da det netop ikke havde været muligt for konkurrencemyndighederne at løfte denne bevisbyrde for de danske domstole, vil det med overvejende sandsynlighed betyde, at Post Danmark frifindes i denne sag.

Bliv løbende opdateret på Linkedin

Vi opdaterer løbende konkurrence- og statsstøtteretlige nyheder på vores gruppe på Linkedin. Meld dig ind nu og hold dig opdateret.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Anne-Sophie Kämpf Svane

Advokat