Højesteret afsagde den 29. marts 2012 dom i en erstatningssag, der var anlagt af Miljøstyrelsen i anledning af oprydning på den såkaldte Prom-grund. Ved dommen nåede Højesteret frem til, at fætrene Prom var erstatningsansvarlige for en mindre del af de udgifter, som Miljøstyrelsen havde anvendt til oprydning på grunden. Erstatningen blev nedsat i forhold til landsrettens dom i sagen.

Erstatningssagen var anlagt mod de to fætre, der ejede og drev virksomheden i de sidste år ind til den blev tvangslukket af det tidligere Storstrøms Amt i 1997. Sagen drejede sig om, hvorvidt fætrene kunne gøres personligt ansvarlige for udgifterne til oprydning af kemikalieaffald fra ejendommen.

Affaldet var ophobet på ejendommen siden 1960’erne, og vedrørte både gammelt og nyere affald generet i forbindelse med driften på ejendommen. Alle kemikalier på ejendommen blev med en enkelt afgørelse fra Langebæk Kommune i 1991 kvalificeret som affald.

Miljøstyrelsen gjorde under retssagen et krav gældende på 6,7 mio. kr. svarende til en del af de samlede udgifter til oprydning på ejendommen.

Påbuddenes gyldighed

Under sagen gjorde fætrene gældende, at de påbud om affaldsbortskaffelse, som blev udstedt til virksomheden, var ugyldige, og at delvis manglende efterkommelse af påbuddene derfor ikke kunne anses for erstatningspådragende. Herudover ville anbringendet have betydning i forhold til den i 2001 afsluttede straffesag om samme emne mod den ene af fætrene.

Begrundelsen for argumentet om, at påbuddene var ugyldige, var, at der alene med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 41 kan stilles vilkår, der retter sig mod den fremtidige drift på ejendommen. I en dom vedrørende jordforurening fra 2006 (UfR 2006.1531 H) fandt Højesteret således, at bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven ikke kunne anvendes til at udstede påbud overfor en stedfunden forurening men alene kunne anvendes i forhold til foranstaltninger til nedbringelse af den fremtidige forurening fra en virksomhed. Denne dom var en omstødelse af Højesterets udtalelse i den såkaldte Herlev-sag (UfR 2001.1709 H).

Højesteret fandt imidlertid, at påbuddene var gyldige, idet affaldsoplaget ikke kunne sidestilles med en stedfunden jordforurening. Højesteret har således med dommen slået fast, at oplag af gammelt affald på en virksomhed kan reguleres med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 41.

Ersatningens størrelse

Højesteret fandt, at fætrene på grund af omstændighederne ved stiftelsen af anpartsselskabet i 1994 og fætrenes tidligere deltagelse i ledelsen af driften på ejendommen kunne gøres ansvarlig for manglende overholdelse af påbud, som var udstedt til virksomheden inden virksomheden blev overdraget til fætrene i 1994.

Højesteret fandt imidlertid, at fætrene alene var ansvarlige for de øgede affaldsmængder, som var produceret i forbindelse med fætrenes drift af virksomheden på ejendommen fra 1. januar 1995 til tvangslukningen af virksomheden i april 1997. Dette svarede til en udgift på 534.000 kr.

Modsat landsretten, der havde pålagt fætrene at betale godt 1,3 mio. kr. i erstatning, fandt Højesteret, at erstatningskravet skulle reduceres med de mængder af gammelt affald, som fætrene havde fjernet i perioden.

Advokat Poul Hvilsted repræsenterede fætrene Prom under retssagen.

kontakt

Poul Hvilsted

Partner