Højesteret har afgjort begrebet "pludselig skade" i dansk forsikring

Højesteret afsagde den 29. juni 2012 dom i en sag om begrebet "pludselig skade", hvor forsikringstageren i tre instanser har været repræsenteret af Horten. Dermed er lang tids usikkerhed med hensyn til dækningsomfanget af erhvervsforsikringer med tilknyttet ansvarsdækning bragt til ophør.

I sagen var der tidligere afsagt domme i byretten og Østre Landsret (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010.942 ØLR). Østre Landsret ændrede byrettens frifindende dom og pålagde Top Danmark Forsikring A/S at anerkende sin dækningsforpligtelse. Landsrettens dom blev af forsikringsselskabet Top Danmark indbragt for Højesteret gennem tredjeinstansbevilling, blandt andet under henvisning til, at landsrettens dom var i modstrid med det præjudikat, som forsikringsselskaberne havde fastsat præmien efter. Præjudikatet findes i FED 2000.2252 ØLR og siger, at hvis tæring er hovedårsagen til en skade, så er der ikke dækning.

Forsikringsselskabet afviste dækning

I april 2002 sprang en olietank, der anvendtes til bageriovne, læk med den følge, at et kvantum olie strømmede ud på kældergulvet. Selvom der hurtigt blev gjort en indsats for at fjerne olien, kunne der også være indtruffet et udslip til jorden. Miljømyndigheden instruerede straks bageren i akutte afværgeforanstaltninger og påbød senere i medfør af jordforureningslovens § 40 bageren at gennemføre en miljøundersøgelse. Forsikringsselskabet afviste at anerkende dækning under en erhvervs(ansvars)forsikring under henvisning til, at skaden skyldtes en tæring af tanken, der ikke opfyldte kravet om pludselighed.

Den principielle tvist knyttede sig primært til kravet om, at "årsagen" til en skade skal være pludselig, idet der ikke var nogen tvivl om, at tæringen havde været 20-40 år undervejs og, at tanken uden tæring ikke var sprunget læk.

Lækagen er skadeårsag i sig selv

Højesteret slår fast, at det afgørende er "den umiddelbare årsag". En lækage, der indtræder pludseligt, opfylder således kravet til pludselighed, selvom den bagvedliggende årsag kan henføres til tæring, der ikke er pludselig. I modsætning til landsretten i den indankede dom stiller Højesteret ikke krav om en egentlig udløsende årsag eller begivenhed. Lækagen er en skadesårsag i sig selv.

Højesteret henviser eksplicit til den langvarige praksis hos Ankenævnet for Forsikring og afviser hermed appellantens påstand om, at der skulle gælde særlige regler for erhvervsforsikringer.

Dommens konsekvenser

Højesterets afgørelse afslutter en tvivl om retstilstanden for erhvervsforsikringer, der har hersket siden begrebets indførelse i 1980'erne i skandinavisk forsikring.

Dommen må forventes at få indflydelse på udformningen af policer, som forsikringsbranchen har forsømt at tilpasse lovgivning omkring forureningsansvar, der pålægger alle erhvervsvirksomheder og i en vis udstrækning private et objektivt ansvar.

Om dommen får indflydelse på prisdannelsen står hen i det uvisse. Forsikringsbranchen nægtede under sagen at dokumentere sin påstand om, at branchen havde tariferet på grundlag af afgørelsen i FED 2000.2252 ØLR.

For Højesteret – og i sidste øjeblik – forsøgte appellanten at introducere et nyt muligt tvistepunkt – nemlig om offentligretlige påbud i det hele taget opfylder kriterierne for at være "skader i forsikringsretlig forstand".

Vi følger sagens udvikling

Der vil blive skrevet en artikel om dommen, herunder om dette meget vigtige spørgsmål om kongruens, idet Højesteret med sine temmelig lakoniske præmisser synes at have gjort sig umage for ikke at præjudicere andre spørgsmål end den helt præcise fastlæggelse af begrebet "pludselighedskriteriet".

kontakt

Poul Hvilsted

Partner