Energiklagenævnet hjemviser sag til 251 mio. kr. til Energitilsynet

Den 13. juni 2012 traf Energiklagenævnet afgørelse i sagen, om hvorvidt Odense Kraftvarmeværk A/S (kraftvarmeværket) skal tilbageføre 251 mio. kr. til fjernvarmeforbrugerne via Fjernvarme Fyn A/S (varmeværket).

I 2000 indgik de to parter en aftale om fastsættelse af varmepriser fra kraftvarmeværket, som gik ud på, at omkostningerne ved affaldsforbrænding skulle fordeles med 75 procent på varmesiden og 25 procent affaldssiden. Fjernvarmeværket klagede i 2011 over priserne til Energitilsynet. Sagen dækkede således en periode fra 2000 til 1. halvdel af 2011.

Aftale bedømt urimelig

Energitilsynet fandt, at aftalen var urimelig og dermed i strid med varmeforsyningslovens § 21, stk. 4. Fordelingen af affaldsomkostninger skulle være på 50/50 fra år 2000.

Ifølge Energitilsynets afgørelse var der derfor siden år 2000 opstået en overdækning på 251 mio. kr. i en periode på 10 år, som skulle tilbagebetales til fjernvarmeforbrugerne. Dette skulle ske ved tilbageførsel i de fremtidige varmepriser. Kraftvarmeværket påstod under klagesagen, at der var tale om en afgørelse med tilbagevirkende kraft, som Energitilsynet ikke havde kompetence til. Samtidig kunne det ikke gribe ind over for den fordelingsnøgle, som parterne havde aftalt.

Energiklagenævnet lagde vægt på tidligere overdækninger skal udlignes over de fremtidige priser.

Energiklagenævnet bemærkede også, at der ikke i lovbestemmelserne er en begrænsning på, hvor lang tid tilbage efterreguleringen kunne foregå og at det følger af administrativ praksis, at man kan efterregulere omkostningsfordelingen for flere forudgående år, hvis den har været urimelig.

Derfor var en efterregulering, som rakte ca. 10 år tilbage ikke som udgangspunkt i strid med varmeforsyningsloven.

Afgørelse behæftet med væsentlige mangler

Der kunne også ske begrænsning af, hvor langt man kan gå tilbage ud fra hensynet til forsyningssikkerheden. Der må også ses på værkets økonomiske råderum, idet overdækningen er gået til at holde affaldspriserne nede og ikke har ført til kapitalophobning.

Disse hensyn burde være indgået i Energitilsynets overvejelser af, hvor mange år man kan gå tilbage.

Med hensyn til fordelingen af omkostningerne mellem affald og varme, skulle der fastsættes en fordelingsnøgle, og det var urimelig blot at lade affaldssiden nøjes med at betale de omkostninger, der ikke konkret blev dækket af varme og el. I visse år havde varmesiden betalt op til 100 %, hvilket var urimeligt og i strid med både elforsyningslovens § 75, stk. 3 og varmeforsyningslovens § 21, skt. 4.

Særomkostninger skal nøje fastlægges, men indgår ikke i vurderingen af, om fordelingsnøglen for fællesomkostningerne er rimelig.

Ved fastlæggelsen af fordelingsnøglen skal som pejlemærker inddrages substitutionsprisen for varme og priserne for affaldsbortskaffelse andre steder i landet, og om prisen derfor er rimelig for affaldssiden og ikke er så høje, at det ikke er muligt at skaffe tilstrækkeligt med affald som brændsel.

Fastsættelsen af en 50/50 fordelingsnøgle var usædvanlig i energimyndighedernes praksis og ville kræve en særlig begrundelse.

Ændring af omkostningsfordelingen 10 år tilbage var en så indgribende afgørelse, at det risikerede at gribe ind i selve forudsætningerne for etableringen af kraftvarmeværket. Kravene til det faktuelle grundlag skærpes derfor, og der burde af den grund være set på de nævnte pejlemærker.

Blandt andet af disse grunde var Energitilsynets afgørelse behæftet med så væsentlige mangler, at den var ugyldig og blev hjemvist til fornyet behandling.

kontakt

Eigil Worm

Senioradvokat