I klagenævnets kendelse af 20. februar 2012 (PH Consulting v/ Peter Bang Hjorth mod Allerød Kommune m.fl.) var det afgørende spørgsmål, hvem der bærer risikoen for, at dokumentation ikke er vedlagt en ansøgning om prækvalifikation. Ansøger bærer risikoen for mangler i en ansøgning om prækvalifikation.

Kendelsen drejede sig om en tilbudsindhentning med forudgående prækvalifikation efter tilbudslovens afsnit II. Ordregiver havde stillet krav om, at årsregnskaber skulle være vedlagt både den skriftlige og elektroniske ansøgning.

Ordregiver konstaterede i forbindelse med gennemgangen af ansøgninger, at en ansøger ikke havde fremsendt de påkrævede årsregnskaber som en del af den skriftlige ansøgning. Ansøgningen blev herefter afvist som ukonditionsmæssig.

Den afviste ansøger klagede herefter til Klagenævnet for Udbud og gjorde gældende, at de påkrævede regnskaber rent faktisk var vedlagt ansøgningen. Der kom imidlertid skiftende forklaringer på, hvordan regnskaberne var vedlagt ansøgningen. Blandt andet forklarede den klagende ansøger, at den klipsemaskine, som han havde til rådighed, ikke kunne sammenklipse hele ansøgningen, hvorfor års- og perioderegnskabet blev sammenklipset for sig selv. Klagenævnet udtalte, at det er den ansøgende virksomhed har bevisbyrden for, at den krævede dokumentation er vedlagt ansøgningen, og at der ikke var nogen anledning til i den konkrete sag at fravige udgangspunktet. Herudover fremhævede Klagenævnet, "at klageren ved ikke at samle eller samhæfte de 9 eksemplarer af ansøgningerne om prækvalifikation som 9 fuldstændige eksemplarer af det samlede ansøgningsmateriale i al fald ikke har fulgt en særlig betryggende fremgangsmåde."

Kendelsen er et vink med en vognstang til deltagere ved udbud om altid at sikre sig, at de formelle krav til ansøgningen/tilbuddet er opfyldt. Man bør som ansøger/tilbudsgiver altid udvise stor omhu med at udforme og indlevere ansøgninger og tilbud i en form, der ikke giver anledning til nogen som helst tvivl om, hvorvidt udbudsbetingelserne er opfyldt.

Læs den fulde kendelse.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Anne-Sophie Kämpf Svane

Advokat