Østre Landsret har nu i en række sager taget stilling til, hvornår medarbejdere, der ikke umiddelbart ved fratræden forlader arbejdsmarkedet er berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

Funktionærlovens § 2a

Efter funktionærlovens § 2a har en medar­bejder, der opsiges efter at have været ansat i 12, 15 eller 18 år, ret til en fratrædelsesgodtgørelse på henholdsvis 1, 2 eller 3 må­neders løn. Formålet med denne fratrædelsesgodtgørelse er at lindre overgangen til ny beskæftigelse for medarbejdere, som har været ansat i samme virksomhed i mange år.

Det følger af funktionærlovens § 2a, stk. 3 og 4, at denne ret til fratrædelses­godtgørelse mistes, såfremt medarbejderen "vil oppebære" folkepension eller "vil oppebære" ret til pension efter en med arbejdsgiveren aftalt pensions­ordning, hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50 år.

Ole Andersen-dommen fra 2010

EU-Domstolen fastslog som bekendt i oktober 2010, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, der hidtil har været fortolket således, at en arbejdstager, uanset om arbejdstageren konkret anvender mulig­heden for at få udbetalt alderspension, ikke har krav på fratrædelsesgodtgørelse, er for vidtgående set i forhold til det tilgrundlæg­gende beskyttelsesdirektiv og i strid med EU-retten.

Vestre Landsret fandt, at nægtelse af at udbetale godtgørelse efter funktionærlovens § 2a alene med henvisning til, at medarbejderen kunne oppebære alderspension fra arbejdsgiveren, udgjorde en aldersbetinget forskelsbehandling, men fandt ikke, at medarbejderen var berettiget til godtgørelse.

Østre Landsrets domme

Østre Landsret behandlede en række domme samtidig, hvor alle havde fællesnævneren, at medarbejderne var blevet opsagt og var berettiget til at oppebære en arbejdsgiverbetalt alderspension men havde tilkendegivet, at de ikke ønskede at forlade arbejdsmarkedet.

Landsretten udtalte generelt om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, jf. stk. 3, at EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen havde den konsekvens, at de retsanvendende danske myndigheder skal fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med dommen og lægge til grund, at funktionærlovens § 2 a, stk. 3 — ved ikke at tillade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der, selv om han har ret til udbetaling af en alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke desto mindre har til hensigt midlertidigt at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere — gør et for vidtgående indgreb i de legitime interesser for den nævnte gruppe af arbejdstagere.

Herefter vurderede Landsretten konkret de 14 sager og tog stilling til, om den pågældende medarbejder efter opsigelsen havde søgt anden beskæftigelse og dermed forfulgt sin erhvervsmæssige karriere. I de tilfælde hvor landsretten fandt, at medarbejderen havde forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, blev medarbejderen tilkendt fratrædelsesgodtgørelsen efter funktionærlovens § 2a. I de øvrige tilfælde blev arbejdsgiveren frifundet.

Det blev ved denne vurdering ikke fundet tilstrækkeligt, at den pågældende havde søgt job inden fratræden eller kun søgt meget få jobs efter fratræden. I en af sagerne blev arbejdsgiveren frifundet, da medarbejderen ikke efter fratræden havde søgt mere end to jobs, samtidig med at han gik på efterløn.

Om de nærmere omstændigheder kan konkluderes, at medarbejdere, der umiddelbart i tilknytning til deres fratræden søgte og overgik til efterløn, og ikke efterfølgende havde haft eller aktivt søgt erhvervsarbejde, ikke havde ret til § 2a-godtgørelse. Tilsvarende fik medarbejdere, der var sygemeldt ved fratræden og efter sygemelding overgik til efterløn uden at søge andet arbejde, heller ikke fratrædelsesgodtgørelse.

Østre Landsret tilkendte derimod fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a til de medarbejderne, hvor det kunne dokumenteres, at de i en periode efter fratræden havde søgt anden beskæftigelse.

En medarbejder var blevet opsagt til fratræden med udgangen af oktober 2010. Efter opsigelsen søgte hun forgæves efter arbejde. I perioden november 2010 til januar 2011 søgte hun og opnåede om end i et meget beskedent omfang arbejde via et vikarbureau. Pr. 1. januar 2011 blev hun ansat som tilkaldevikar på et plejecenter, hvor hun frem til den 1. december 2011 arbejdede 637 timer og i nogenlunde samme omfang det følgende år. Medarbejderen havde dermed forfulgt sin erhvervsmæssige karriere efter sin fratræden. Den omstændighed, at hun valgte også at gå på efterløn pr. 1. november 2010 kunne ikke føre til andet resultat.

I en anden sag tilmeldte en medarbejder sig arbejdsformidlingen, og i perioden 13. juni 2011 til 10. august 2011 søgte hun 11 stillinger og i alt 20-30 jobs i løbet af de 4 ½ måned, hun var ledig. Også hun fik tilkendt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, da landsretten fandt, at hun havde forfulgt sin erhvervsmæssige karriere efter fratræden.

Landsretten tilkendte også en medarbejder, som blev opsagt på grund af sygdom, fratrædelsesgodtgørelse efter § 2a. Efter en operation og en omfattende genoptræning kom han til arbejdsprøvning hos en privat virksomhed og blev bevilget fleksjob. Derved fandt landsretten, at han havde vist, at han havde forfulgt sin erhvervsmæssige karriere.

Godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven

Sagsøgerne havde tillige krævet godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, men Østre Landsret frifandt arbejdsgiverne for dette krav.

Landsretten udtalte, at spørgsmålet om tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af bl.a. forskelsbehandlingslovens § 2 afhænger efter forarbejderne til lovens § 7 først og fremmest af grovheden af overtrædelsen. Ved denne vurdering skal der navnlig tages hensyn til baggrunden for overtrædelsen og til den krænkelse, der måtte være påført den pågældende person. Landsretten henviste her til Højesterets dom optrykt i UfR 2o11 side 417 om SAS kabinepersonales manglende pensionsbetaling efter den 60. år.

Landsretten fortsatte, at da sagerne skulle tage stilling til et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål om betydningen og rækkevidden af Ole Andersen-dommen i faktuelt forskelligartede sager, findes det forhold, at nogle arbejdsgivere ikke allerede, da de blev mødt med krav om en fratrædelsesgodtgørelse, eller først efter nogen tid betalte en fratrædelsesgodtgørelse, ikke at kunne betegnes som værende af en sådan grovhed, at der er grundlag for en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Landsretten frifinder derfor for påstandene om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Hortens bemærkninger

Østre Landsrets domme giver en god retningslinje for den fremtidige afgørelse af tilsvarende spørgsmål, men indebærer samtidig, at der i hver enkelt sag skal tages konkret stilling til, om der skal udbetales godtgørelse eller ej. Da denne stillingtagen almindeligvis skal ske på et tidspunkt, hvor der ikke er klarhed over, om funktionæren reelt vil forblive på arbejdsmarkedet, er afgørelsen i praksis vanskelig. Der er efter vores vurdering fortsat behov for, at der sker en justering af lovgivningen.

Der et uvist, om dommene ankes.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Erik Wendelboe Christiansen

Partner

Marianne Lage

Partner