Ret til kompensation for kundeklausul bortfaldet

Højesteret har netop fastslået, at opstart af egen virksomhed i den konkrete sag ikke opfylder tabsbegrænsningspligten i funktionærlovens § 18 a. Medarbejderen havde derfor ikke ret til kompensation for sin kundeklausul.

Faktiske omstændigheder

En patentkonsulent fratrådte sin stilling hos et større patentkontor efter egen opsigelse og var underlagt en kundeklausul, hvorefter han ikke måtte have erhvervsmæssig kontakt til arbejdsgiverens kunder eller samarbejdspartnere, som han de seneste 12 måneder havde haft forretningsmæssig forbindelse til, i en periode på 6 måneder efter sin fratrædelse.

Umiddelbart efter sin fratræden stiftede han sin egen virksomhed. Den tidligere arbejdsgiver afviste herefter at betale kompensation, da den tidligere medarbejder ved at have startet egen selvstændig virksomhed ikke stod til rådighed for at finde andet passende arbejde og derved havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt efter funktionærlovens regler.

Det følger af funktionærlovens § 18a, at en kundeklausul kun er gyldig, hvis funktionæren modtager kompensation for perioden, den gælder svarende til minimum 50 pct. af lønnen pr. måned. Funktionæren har dog en tabsbegrænsningspligt, hvilket vil sige, at han er forpligtiget til at søge at få en indtægt. Hvis funktionæren får anden indtægt, kan arbejdsgiveren modregne denne i kompensationen og derved begrænse sin omkostning.

Spørgsmålet for retten var derfor, om medarbejderen ved at opstarte en selvstændig virksomhed, havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt og dermed mistet retten til kompensation for den pålagte kundeklausul.

Sø- og Handelsrettens dom

Sø- og Handelsretten fandt, at medarbejderen ikke havde opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Hensynene bag reglerne om kundeklausuler i funktionærlovens § 18 a og konkurrenceklausuler i § 18 er så ens, at de samme regler om kompensation må gælde. Efter retspraksis for konkurrenceklausuler vil opstart af en virksomhed normalt medføre, at medarbejderen er afskåret fra at få kompensation ud over den minimumserstatning, der følger af § 18.

Højesterets dom

Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom. Højesteret præciserede indledningsvis, at modregningsreglen i funktionærlovens § 18 a, stk. 3 om kundeklausuler, svarer til den regel om modregning, der findes i lovens § 18, stk. 3, 1. pkt. om konkurrenceklausuler.

Herefter præciserede Højesteret, at for at opfylde tabsbegrænsningspligten, skal funktionæren aktivt søge at få passende arbejde og kan ikke uden fyldestgørende grund gå ledig for arbejdsgiverens regning uden at søge sådant arbejde. Højesteret fandt med henvisning til dansk rets almindelige principper for tabsbegrænsning, som bestemmelsen bygger på, at en stillingtagen til, om funktionæren har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt beror på en konkret vurdering.

Højesteret kom herefter med et par bredere betragtninger om, hvad der skal lægges vægt på ved en vurdering af, om en tabsbegrænsningspligt er opfyldt, idet Højesteret udtalte:

"Det afgørende i denne forbindelse er, om funktionæren har opnået eller har udfoldet rimelige bestræbelser med henblik på at opnå en sådan indtjening, som man under hensyn til markeds- og beskæftigelsesforholdene med rimelighed må forvente af en person med den pågældendes faglige kvalifikationer og erfaringsgrundlag mv. Om dette sker som ansat eller selvstændig er ikke afgørende.

I tilfælde, hvor en selvstændig virksomhed ikke eller kun i beskedent omfang er indtægtsgivende fra begyndelsen, kan det ved bedømmelsen af indtægtsforholdene i den periode, hvor kundeklausulen gælder, være nødvendigt at tage hensyn til virksomhedens indtægter efter klausulens udløb."

I den konkrete sag lagde Højesteret vægt på, at den pågældende medarbejder måtte anses for højt specialiseret og erfaren inden for patentrådgivning og være i besiddelse af et betydeligt indtjeningspotentiale. Højesteret fandt, efter at have sammenholdt indtjeningen i den selvstændige patentrådgivningsvirksomhed med forholdene på markedet, at medarbejderens indsats for at skaffe sig kunder og indtægt havde været på et lavt niveau.

Derfor fandt Højesteret, at medarbejderen måtte anses for alene at have udnyttet en beskeden del af sin arbejdskraft og sit potentiale i virksomheden, og at medarbejderen derved ikke havde iagttaget sin pligt til at begrænse sit tab. Medarbejderen havde derfor mistet sin ret til kompensation.

Horten bemærker

Højesterets dom er i overensstemmelse med de grundprincipper for tabsbegrænsningspligt, som hidtil har været fastlagt i retspraksis. Dommen illustrerer, at afgørelsen af tabsbegrænsningsspørgsmålet beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og at det ved denne vurdering er væsentligt, om funktionæren ved sine aktiviteter har udnyttet sin indtjeningsevne i tilstrækkeligt omfang.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Erik Wendelboe Christiansen

Partner

Marianne Lage

Partner