En dansk ingeniørvirksomhed er ved en voldgiftsret blevet pålagt at betale et større erstatningsbeløb for fejl begået i forbindelse med en kontrol af projektgrundlaget for opførelsen af et større multimediehus.

En bygherre opførte i perioden 2002-2007 et større multimediehus på Amager med rådgivning fra en totalrådgiver. Bygherren indgik desuden en aftale med en leverandør om levering af et bobledæk.

Leverandøren havde i den forbindelse indgået en kontrakt med en rådgivende ingeniør, som skulle foretage en statikerkontrol af bobledækkonstruktionen. 

I slutningen af 2004 blev der opdaget synlige fejl ved det nystøbte bobledæk. Projektet blev derfor standset, og der blev indledt en voldgiftssag, hvor bygherren rejste et samlet krav på over 100 mio. kr. mod både totalrådgiveren, leverandøren og den rådgivende ingeniør. 

I dette større sagskompleks skulle voldgiftsretten bl.a. tage stilling til, om den rådgivende ingeniør, der var antaget af leverandøren (og ikke af bygherren), havde pådraget sig et direkte erstatningsansvar over for leverandørens anden aftalepart (bygherren) på grund af ingeniørens fejl ved den udførte statikerkontrol. 

Ingeniøren skal betale erstatning til bygherren

Voldgiftsretten kom frem til, at ingeniørens statikerkontrol var udført i strid med de krav, der følger af god rådgiverskik, og at selve udførelsen af kontrollen i øvrigt var i strid med ingeniørens egen beskrivelse af omfanget og forudsætninger for kontrollen. 

Voldgiftsretten konstaterede herefter, at den udførte statikerkontrol indebar professionelle fejl af en sådan karakter, at ingeniøren i forhold til bygherren havde handlet erstatningspådragende efter almindelige regler om erstatning uden for kontrakt på grundlag af culpa og dermed pådraget sig et direkte erstatningsansvar på trods af, at der ikke var indgået en kontrakt imellem dem. Hertil tilføjede voldgiftsretten, at der imidlertid ikke var tale om grov uagtsomhed fra ingeniørens side. 

På denne baggrund konkluderede voldgiftsretten, at ingeniørens uagtsomme adfærd berettigede bygherren til at gøre et direkte erstatningsansvar gældende over for den rådgivende ingeniør.

Ansvarsbegrænsning uden betydning 

Voldgiftsretten fastsatte erstatningen til knap 66 mio. kr. på trods af, at ingeniørens honorar kun udgjorde 80.000 kr., hvilket ingeniøren også i aftaleforholdet med leverandøren havde begrænset sit ansvar til. I forholdet mellem bygherren og ingeniøren blev denne ansvarsbegrænsning imidlertid ikke tillagt betydning, fordi bygherrens krav blev støttet på et selvstændigt ansvarsgrundlag (reglerne om erstatning uden for kontrakt). 

Ingeniørens erstatningsansvar over for bygherren var derfor ikke begrænset.

Horten bemærker

Voldgiftskendelsen puster yderligere liv i diskussionen om, hvornår det er muligt for en virksomhed at rette et direkte erstatningsansvar mod eksempelvis en rådgiver, selvom der ikke er indgået en kontrakt i mellem dem.

Denne centrale problemstilling blev senest berørt i Højesterets dom i Vestas-sagen fra 2012 (trykt i UfR 2012.2255 H), og voldgiftskendelsen lader umiddelbart til at være på linje hermed.

Begge sager er formentlig udtryk for, at der er ved at ske en ændring i de krav, der stilles for, at man gøre et direkte erstatningsansvar gældende. Det lader således til, at der efterhånden skal mindre til, før eksempelvis en bygherre kan rette et erstatningsansvar direkte mod en rådgiver i de situationer, hvor der ikke er indgået en kontrakt i mellem dem.

Udviklingen sætter yderligere fokus på vigtigheden af en gennemtænkt kontraktuel risikostyring, ligesom grundige analyser af forsikringsbehovet bliver stadig vigtigere.

kontakt

Jacob Møller Dirksen

Partner

Daniel Haue Jakobsson

Advokat