Forsikrings­ordningen for villa­olietanke: uventede realiteter for tankejer­ansvaret

Højesteretsdom om tankejers ansvar og forsikringsdækning: Kan en kommune have pligt til at vide og aktivt håndhæve, at en villaolietank skal tages ud af brug?

Onsdag den 23. april 2014 satte Højesteret punktum i en sag om forsikringsdækning af omkostninger til opfyldelse af påbud i forbindelse med olieudslip fra villaolietanke. Omkostningerne androg over fem mio. kr.

Sagen angik en lækage fra en olietank af mærket Ajva, som siden 1987 har været omfattet af særlige regler om sløjfning som følge af seriefejl ved produktionen. Tanken skulle således have været sløjfet og taget ud af brug i 2001.

Husejeren, der havde overtaget huset i 2000 med den pågældende tank, havde – hvilket var ubestridt - ingen viden om tanken, dens særlige farlighed eller særlige forskrifter for dens sløjfning. 

Ejernes berigtigende advokat rådgav ikke om reglerne for den pågældende tank, og det var under sagen usikkert, hvilke oplysninger der blev indhentet til brug for berigtigelsen. 

Sikkert er det dog, at der ikke blev indhentet en "tankattest", og kommunen fremsendte den ikke til berigtigende advokat i forbindelse med besvarelse af det sædvanlige "grønne" oplysningsskema. Tankattesten fandtes i kommunens arkiver siden etableringen i 1979.

Landsretten fandt, at der ikke kunne gives Topdanmark medhold i, at ejerne vidste eller burde vide, at tanken efter 2001 var ulovlig, men Højesterets flertal på fire dommere nåede det modsatte resultat.

Flertallet lagde vægt på, at "forsikringsvilkårene skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser om forsikringspligt i jordforureningslovens § 49, jf. herved at det i lovens forarbejder er forudsat, at der ikke kan tegnes forsikring for de situationer, som er undtaget fra forsikringspligten i lovens § 49 stk. 2." Blandt disse undtagelser er forureninger fra olietanke, som ejeren ved eller bør vide ikke opfylder offentlige forskrifter. 

En enkelt højesteretsdommer var ikke enig. 

I en for dissenser i højesteret helt usædvanlig grundig og omfattende redegørelse fandt denne dommer, at der intet var at bebrejde ejerne, når de ikke var blevet opmærksomme på, at de havde overtaget et hus med en ulovlig olietank. Videre fandt han, at flertallet helt grundlæggende overså de forudsætninger, der i 2001 fandtes for overhovedet at indføre objektivt ansvar for husejere, nemlig at det kun kunne ske, hvis der var en fuldt ud dækkende forsikring for de skader, der kunne opstå.

Horten planlægger i en senere artikel uddybende at vurdere dommens resultat, men her og nu vil vi nøjes med at konstatere, at dommen – udover at være i modstrid med tidligere afgørelser i forsikringsankenævnet - repræsenterer en helt uventet realitet i risikoen for husejere med villaolietanke.

Det er jo banalt, at ejere, der benytter ulovlige installationer, vil kunne pådrage sig et erstatningsansvar efter sædvanlige standarder for uagtsom adfærd. 

Men dommen viser, at den største risiko består i, at der er indført et objektivt ansvar uden kongruens med den samtidigt oprettede forsikringsordning. Denne ordning er ejerne i øvrigt fuldstændig uden indflydelse på, og vilkårene er fastsat i en særegen aftalekonstruktion mellem Miljøministeriet, Oliebranchen i Danmark og Topdanmark.

Der er i lyset af dommen en god anledning til hos kommuner at overveje, hvorvidt kommunen kan have en forpligtelse til at medvirke til at undgå at tilsvarende situationer opstår i fremtiden. 

Man kan særligt rejse det spørgsmål, om en kommune kan have pligt til at vide og aktivt håndhæve, at en tank skal tages ud af brug – eller i hvert fald oplyse fyldestgørende herom ved henvendelse til kommunen om status for olietanke på en ejendom. 

En ny sag om fejlbehæftede tanke - Titan

Men dommen har en sørgelig aktualitet, da der tilsyneladende er en ny Ajva-lignende sag under opsejling. 

Miljøministeriet har i en meddelelse til kommunerne den 24. oktober 2013 bedt om hjælp til at medvirke til at få fejlbehæftede overjordiske plastolietanke af mærket Titan R1225, produceret/forhandlet af Kingspan i perioden 2002 – 2004, ud af drift.

Producenten har truffet beslutning om en "tilbagekaldelse" af de pågældende tanke på en måde, der kendes fra automobilindustrien.

Det ses, at flere kommuner har formidlet information om de fejlbehæftede tanke, og at producenten har tilbudt at udskifte dem uden beregning. 

Det sker ved, at der på Kommunens hjemmeside oplyses følgende:

"Har du en olietank af mærket Titan R1225 produceret/forhandlet af Kingspan Miljøcontainere i perioden 2002-2004, skal den tages ud af drift, da der er fare for, at der kan opstå revner i plasten. Kingspan Miljøcontainere tilbagekalder derfor olietanken og udskifter den uden beregning".

Det er overordentlig problematisk, at situationen tilsyneladende ikke styres fra centralt hold, herunder at det sikres, at alle kommuner uden undtagelse optræder på den samme måde. Det er således ikke alle kommuner, der overhovedet formidler informationen om Titan-tanke til sine borgere.

Det er yderligere problematisk, at der findes indikationer på, at der kan være fejl i andre årgange af tankanlæg fra Kingspan.

Det er endeligt yderst problematisk, at det tyder på, at mange af olietankene slet ikke fremgår af kommunernes registre og derfor kan være umulige at opspore.

Behovet for et kommunalt beredskab i forhold til Ajva- og Titan-tanke

På baggrund af dommen om de gamle Ajva-tanke er der som nævnt særlig anledning til hos kommunerne at overveje følgende:

  • Kan og bør der gennemføres en undersøgelse af, om der i henhold til registreringer hos kommunen, herunder tankattester, findes tanke i brug, der er faldet for en frist for lovlig anvendelse?
  • Er kommunens oplysning til borgerne om reglerne for tankanlæg generelt tilstrækkelig til dels at udgøre et grundlag for håndhævelse, dels at frigøre kommunen fra et retligt eller moralsk medansvar for skadestilfælde?

Den nye sag, der tegner sig om Titan-tanke, gør det nødvendigt for kommunerne straks at reagere på en forsvarlig og ansvarlig måde ved at overveje og handle i forhold til følgende spørgsmål:

  • Har kommunen effektivt og optimalt medvirket til at implementere den tilbagekaldelsesordning, som Kingspan og Miljøministeriet har udformet?
  • Har kommunen overblik over hvilke, hvor og hvor mange olietanke af den type, der er tilbagekaldt, der findes i kommunen?
  • Er der hos kommunen kendskab til eller erfaringer med andre tankanlæg end dem, der allerede er tilbagekaldt, som kan være potentielt farlige?
  • Har kommunen haft sager med sådanne tanke, hvor kommunen har afholdt udgifter til opfyldelse af påbud, hvor der nu foreligger et muligt produktansvar for producenten, der kan og bør rejses nu?

Særligt i relation til kommunernes potentielle krav mod producenter og forhandlere er der store penge på spil.

Der skal reageres prompte, da der kan være tale om forældelse.

Ansvar efter produktansvarsloven forældes efter 10 år, mens et ulovbestemt ansvar for miljøskader først forældes efter 30 år. For nogle krav er forældelsen måske allerede indtrådt, men der kan være mange sager, hvor det endnu er muligt at afbryde forældelsen og rette et krav mod producenten/forhandleren for den omkostning, kommunen måtte afholde, fordi udgifterne oversteg det beløb, som er dækket af forsikringsordningen.

I forhold til et muligt ansvar for producenten/forhandleren er det væsentligt, om et krav bliver rejst efter produktansvarslovens objektive ansvar eller erstatningsrettens almindelige uagtsomhedsansvar. Det har især betydning for, hvem af parterne der skal løfte bevisbyrden for eksistensen af sådan et krav.

Virkeligheden har vist, at det ovenfor skitserede ansvar rummer komplicerede juridiske udfordringer, og det kan i den forbindelse være nødvendigt for kommunerne at indhente eksterne råd og vejledning. 

kontakt

Poul Hvilsted

Partner