Horten Advokatpartnerselskab har optaget en gruppe på tre af Delacours fremtrædende partnere pr. 19. september 2014. Partneroptaget understøtter Hortens vækststrategi.

De tre partnere er Asger Heine Jensen, specialist i immaterielle rettigheder inden for Media & Entertainment, Frans Rossen, specialist i M&A og tyske retsforhold og Mikkel Primdal Kæregaard, specialist i M&A. Med de tre partnere følger desuden fire medarbejdere fra Delacour, to advokater og to advokatsekretærer.

Det nye partneroptag skal være med til at støtte den omsætningsvækst, Horten oplever i disse år, i et ellers vigende marked i advokatbranchen. Optagelsen af Frans Rossen gør desuden Horten til et af de førende advokatfirmaer i Danmark i forhold til det tyske marked.

"Partneroptaget er en yderligere styrkelse af Hortens specialer inden for rådgivning af erhvervslivet og de sektorer, vi satser strategisk på. Og så passer de kommende partnere, både som personer og i deres måde at udøve advokatgerningen på, perfekt til vores kultur", udtaler partner og bestyrelsesformand for Horten, Klavs V. Gravesen.

Horten satser strategisk på rådgivning inden for sektorer, der er præget af intensiv regulering eller hastig teknologisk udvikling: Den offentlige sektor, energi- og forsyningssektoren, teknologi og mediebranchen samt Life science & Healthcare. Netop branchekendskabet inden for disse sektorer er med til at sikre, at Horten i disse år oplever vækst, og den fremgang skal det nye partneroptag være med til fortsat at støtte. Samtidig styrker Horten sin satsning på det tyske marked.

om de tre partnere

Advokat Asger Heine Jensen har de seneste mange år arbejdet i krydsfeltet mellem immaterialret og kontrakts- og selskabsret. Asger repræsenterer navnlig klienter inden for entertainment- og medieindustrien og er en af de advokater i Danmark, der har løst flest opgaver for computerspil-industrien.

Asger er uddannet cand. jur. fra Aarhus Universitet 1995 og har en LLM-grad fra University of Pennsylvania, USA. Asger har tidligere været ansat som advokatfuldmægtig og advokat hos Plesner (1995-2000), arbejdet som selvstændig advokat (2001-2002) og senest som partner hos Delacour i København (2003-2014). Han er anbefalet i Legal 500 inden for områderne immaterielle rettigheder og media & entertainment.

Advokat Frans Rossen er specialist i M&A og har gennem de seneste otte år gennemført en række store og mellemstore danske og internationale virksomhedsoverdragelser. Han har foruden sin bestalling som dansk advokat også bestalling som tysk advokat og rådgiver virksomheder om dansk/tyske retsforhold.
 
Frans er uddannet cand. jur. fra Aarhus Universitet 1995 og har desuden studeret ved Georg-August Universität i Göttingen. Han fik bestalling som tysk advokat i 1999. Frans har tidligere været ansat hos Bech-Bruun Dragsted som advokatfuldmægtig og advokat (1995-2004), hos Wessing i Frankfurt am Main (1998-99) og senest som partner hos Delacour i København (2004-2014). Frans er anbefalet i Chambers Global 2014, Chambers Europe 2014 samt i Legal 500 inden for Corporate/M&A.

Advokat Mikkel Primdal Kæregaard er specialist i M&A og har gennemført en lang række mellemstore danske og internationale virksomhedsoverdragelser. Han er tillige en erfaren rådgiver af alle segmenter inden for erhvervslivet om opstart, salg og generationsskifte af virksomheder.

Mikkel er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2002 og har været ansat som advokatfuldmægtig og advokat hos Delacour (2002-11) og senest som partner hos Delacour i København (2012-2014).