Europakommissionen har den 2. december 2015 vedtaget pakken "Kredsløbet lukkes – En EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi", der skal lette Europas omstilling til cirkulær økonomi. Pakken indeholder både konkrete initiativer til ændrede regler, nærmere analyser af visse områder samt råd og opfordringer til medlemsstaterne.

Begrebet cirkulær økonomi dækker over, at produkter og råmaterialer i langt højere grad genbruges og genanvendes. I modsætning til en traditionel lineær økonomi indtænkes genbrug og genanvendelse løbende i alle faser af et produkts udvikling og levetid. Eksempelvis kan produkter designes, så det sikres, at kostbare og ressourcekrævende komponenter umiddelbart kan genbruges, eller sådan at produktet har mere end én anvendelsesmulighed.

Kommissionens tiltag

Handlingsplanen indeholder tiltag i alle faser af et produkts levetid; fra produktion over forbrug til affaldshåndtering og endelig tiltag, der skal omdanne affald til ressourcer. Herudover får en række områder særligt fokus for at gøre op med en række markedsbarrierer. Disse områder er plastindustrien, madspild, råstoffer af kritisk betydning, bygge- og nedrivningssektoren samt anvendelsen af biomasse.

Handlingsplanens tiltag iværksættes fortrinsvis i 2016 og 2017, men en række initiativer har en længere tidshorisont. Herudover afsætter kommissionen gennem Horizon 2020-programmet over 650 mio. € til innovative demonstrationsprojekter, der understøtter omstillingen til cirkulær økonomi.

Potentialet i Danmark

Et særlig væsentligt aspekt i den cirkulære økonomi er, at produkter i så høj grad som muligt skal genanvendes med så høj brugsværdi som muligt. Danmark er langt fremme i forhold til genanvendelse målt på volumen, men målt på værdi er det mere begrænset. Som eksempel kan nævnes, at når en betonkonstruktion knuses og genanvendes som vejfyld, har det genanvendte materiale en meget begrænset værdi sammenlignet med den oprindelige konstruktion.

Tænketanken the Ellen MacArthur Foundation har sammen med blandt andre Erhvervsstyrelsen, Miljøstyrelsen og konsulentbureauet McKinsey udarbejdet en rapport om Danmarks potentiale ved en øget omstilling til cirkulær økonomi. Det vurderes, at Danmark i 2035 kan opnå en stigning i BNP på 0,8-1,4 %, samtidig med at CO2-udledningen reduceres med 3-7 %.

Hortens fokus på cirkulær økonomi

Hos Horten har vi et stort fokus på cirkulær økonomi, og vi har mange års erfaring med rådgivning i de juridiske og forretningsmæssige krydsfelter, omstillingen medfører.

Denne erfaring deler vi gerne, og vi har derfor arrangeret en konference om cirkulær økonomi med deltagelse af blandt andre tidligere klimakommissær Connie Hedegaard den 1. februar 2016.

Programmet offentliggøres på Hortens hjemmeside snarest.

kontakt

Henriette Soja

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner

Lise Lotte Hjerrild

Partner

Nina Henningsen

Partner