Højesteretsdom om arbejds­giver­ansvar ved glideskader

Højesteret fastlægger i en ny dom grænserne for arbejdsgivers ansvar for medarbejderes glideskader. Dommen fastlår, at ansvaret for en glideskade skal vurderes efter det almindelige og lempeligere grundejeransvar, når skaden sker på et område, som ikke anvendes til arbejdets udførelse eller udgør en umiddelbar adgangsvej til arbejdspladsen.

Sagen handlede om, hvorvidt en arbejdsgivers erstatningsansvar for en medarbejders fald pga. glat føre skulle bedømmes efter et grundejeransvar eller efter det skærpede arbejdsgiveransvar.
Medarbejderen var kl. 21.25 faldet på et parkeringsareal ejet af arbejdsgiveren. Skaden skete i forbindelse med, at medarbejderen steg ud af sin bil, hvorved han pga. isslag faldt og pådrog sig et varigt mén.

En arbejdsgiver har efter arbejdsmiljølovgivningen pligt til at sikre, at de ansatte kan færdes sikkert på områder, der benyttes under udførelsen af arbejdet. Det var derfor afgørende for sagens vurdering, hvorvidt parkeringsarealet havde karakter af et område, som benyttes under arbejdets udførelse eller udgjorde en adgangsvej til arbejdspladsen.

Horten har tidligere udgivet nyhed om sagen for byretten og Østre Landsret.

Højesteret: Differentieret vurdering af arbejdsgivers ansvar

Højesteret lagde vægt på, at parkeringsarealet, hvor uheldet skete, ikke blev anvendt under arbejdets udførelse eller udgjorde en umiddelbar adgangsvej til arbejdspladsen.
Arbejdsgiverens særlige pligt til efter de almindelige erstatningsregler at sikre, at de ansatte kan færdes forsvarligt på arbejdspladsen og områder, som benyttes under udførelsen af arbejdet, kunne ifølge Højesteret ikke udstrækkes til et parkeringsareal, som ikke blev anvendt under udførelsen af arbejdet, og som ikke udgjorde en umiddelbar adgangsvej til virksomheden.

Et flertal i Højesteret fastslog derfor, at arbejdsgiverens ansvar i disse situationer alene skulle vurderes ud fra et almindeligt grundejeransvar for glatførebekæmpelse.

Arbejdsgiveren havde foretaget glatførebekæmpelse om morgenen og var i gang med at foretage glatførebekæmpelse, da medarbejderne mødte ind på arbejdet omkring kl. 21 om aftenen. Der var dog endnu ikke sket glatførebekæmpelse på parkeringsarealet på dette tidspunkt.

Henset til, at der ikke forelå oplysninger, som indikerede, at der burde have været handlet anderledes i forhold til vejrforholdene, fandt Højesteret, at arbejdsgiveren havde fortaget tilstrækkelig glatførebekæmpelse og blev derfor ikke pålagt ansvar.

Horten bemærker

Højesterets flertal (4-1) stadfæstede herefter landsrettens dom men dog med en noget anderledes begrundelse end landsrettens.

Ifølge Højesteret gælder der ikke et skærpet ansvar for arbejdsgiverens vintervedligeholdelsespligt, hvis området ikke udgør arbejdsstedet eller en adgang til arbejdspladsen. Der vil i disse tilfælde kun påhvile arbejdsgiveren et almindeligt grundejeransvar for vintervedligeholdelse.

Dommens resultat er en ændring af retspraksis, idet det på baggrund af en Vestre Landsrets dom fra 2010 indtil nu været antaget, at en arbejdsgivers pligt til at foretage vintervedligeholdelse skulle bedømmes ud fra en skærpet ansvarsnorm, som gik ud over det almindelige grundejeransvar.

Den ændrede retstilstand indebærer, at det nu får afgørende betydning, om det pågældende område anvendes under arbejdets udførelse eller udgør en umiddelbar adgangsvej til arbejdspladsen. På områder, som ejes af arbejdsgiveren, men som ikke anvendes under udførelsen af arbejdet eller på anden måde udgør en adgangsvej, vil der således ikke pålægges arbejdsgiveren et strengere ansvar end en almindelig grundejer i forhold til vintervedligeholdelse. Det er derfor i disse situationer tilstrækkeligt, at der er foretaget fornuftige bestræbelser på at undgå glat føre.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Maria Schmiegelow

Advokat