Højesteret fastslår i en ny dom fra 3. november 2015, at en arbejdsgivers forsikringsselskab ikke aftaleretligt havde accepteret erstatningspligten og størrelsen af et erhvervsevnetab ved et beregne og udbetale et differencekrav vedrørende erhvervsevnetab.

En medarbejder var involveret i et trafikulykke, som blev anerkendt som en arbejdsskade. Trafikulykken medførte en række fysiske gener for medarbejderen, men ulykken medførte også, at medarbejderen fik reaktiveret en række arbejdsrelaterede traumatiske oplevelser, som fandt sted i en periode, der lå flere år tilbage, hvor medarbejderen arbejdede som buschauffør.

Disse traumatiserende oplevelser medførte sammen med trafikulykken, at medarbejderen udviklede en svær posttraumatisk stresstilstand, som betød, at medarbejderen efter trafikulykken var uarbejdsdygtig og fik tilkendt førtidspension.  

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte medarbejderens samlede erhvervsevnetab til 90 % og fandt, at halvdelen var en følge af trafikuheldet (45 %), og halvdelen skyldtes de allerede eksisterende psykiske lidelser.

Der var i den efterfølgende korrespondance mellem medarbejderens advokat og arbejdsgiverens forsikringsselskab uenighed om beregningen af differencekravet vedrørende erhvervsevnetabserstatning. Begge parter tog dog i deres opgørelser udgangspunkt i, at erhvervsevnetabet udgjorde 45 %, og arbejdsgiverens forsikringsselskab udbetalte differenceerstatning ud fra denne procentsats.

Arbejdsskadestyrelsen ændrede erhvervsevnetabet

Under den efterfølgende retssag blev Arbejdsskadestyrelsen anmodet om at foretage en fornyet vurdering af medarbejderens erhvervsevnetab, og erhvervsevnetabet blev herved nedsat til 15 %.

Arbejdsgiveren gjorde derfor gældende, at der ikke ved udbetalingen af differencekravet var afgivet en bindende tilkendegivelse om, at arbejdsgiveren ville acceptere erstatningsansvaret eller størrelsen af erhvervsevnetabet på 45 %. 

Vestre Landsret: Bindende tilsagn

Landsretten fandt, at forsikringsselskabet og dermed arbejdsgiveren med bindende virkning havde anerkendt et tab af erhvervsevne på 45 %. Det var uden betydning for Landsretten, at forsikringsselskabet ikke udtrykkeligt havde gjort brug af ordet 'tilsagn' eller lignende.

Højesteret: Størrelsen af erhvervsevnetabet ikke udtrykkeligt anerkendt

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse - men med en ganske anden begrundelse.

Højesteret fandt, at forsikringsselskabet ikke udtrykkeligt havde anerkendt størrelsen af det erhvervsevnetab, som var en følge af trafikulykken, og at forsikringsselskabet ikke var bundet af de mellemregninger og forudsætninger, som blev lagt til grund ved den oprindelige opgørelse af kravet på differenceerstatning.

Selvom grundlaget for beregningen havde været et erhvervsevnetab på 45 %, så var dette ikke bindende under en efterfølgende tvist mellem parterne om yderligere erstatning.

Derimod fandt Højesteret, at Arbejdsskadestyrelsen ikke på baggrund af de lægelige oplysninger i sagen havde haft grundlag for at ændre fastsættelsen af erhvervsevnetabet fra 45 % til 15 %, og derfor tilsidesatte Højesteret Arbejdsskadestyrelsens nedsættelse af erhvervsevnetabet.

Horten bemærker

Højesterets afgørelse er konkret begrundet. Afgørelsen viser dog, at hvis der hersker tvivl om den endelige fastsættelse af et erhvervsevnetab, er det en god ide, hvis arbejdsgiver og dennes forsikringsselskab i forbindelse med behandlingen og udbetalingen af erstatningskrav tager forbehold for, at udbetalingerne ikke udgør en accept af erstatningsansvaret eller tabets størrelse.

Dommen er endvidere interessant, idet Højesteret af egen drift vælger at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens konkrete skøn vedrørende erhvervsevnetabet, fordi Højesteret ikke finder ændringen tilstrækkeligt underbygget.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Christian Traberg Bennetzen

Advokat