Kommunes afvisninger af erstatningsansvar kunne ikke suspendere forældelse

Østre Landsret har den 24. maj 2016 stadfæstet Retten i Svendborgs dom, hvor en kommune på baggrund af forældelse blev frifundet for erstatningsansvar i forbindelse med oversvømmelser efter skybrud.

I august 2011 løb et vandløb efter et kraftigt regnskyl over sine bredder og oversvømmede en eng. Ejeren af engen hævdede, at oversvømmelsen skete på grund af kommunens manglende vedligeholdelse – og at kommunen derfor var erstatningsansvarlig.

Spørgsmålet om hvorvidt et eventuelt krav var forældet, blev udskilt til særskilt behandling, og det afgørende var, om forældelsen var blevet suspenderet. Ejeren af engen henviste til forældelseslovens § 21, stk. 2, hvorefter forældelsen afbrydes af en 1-årig frist fra meddelelse af afgørelse, hvis en sag om fordringens eksistens er indbragt for en offentlig myndighed.

Kommunen og ejeren af engen havde haft korrespondance om erstatningskravet i april 2013 og februar 2015. Ejeren af engen gjorde derfor gældende, at kommunen i februar 2015 havde truffet en afgørelse om ikke at være erstatningsansvarlig, og at der derfor løb en 1-årig frist for forældelsen herfra.

Byretten gav ejeren af engen medhold i, at kommunens breve i april 2013 og februar 2015 måtte anses for afgørelser i en sag om erstatningskravets eksistens. Byretten anså derfor forældelsen for suspenderet med kommunens brev fra april 2013. Derimod ansås det ikke for godtgjort, at sagen, der afsluttedes med brevet fra februar 2015, var indbragt inden forældelsens indtræden. På den baggrund nåede byretten frem til, at erstatningskravet var forældet ved sagens anlæg i maj 2015.

Kommunens afvisninger var ikke afgørelser

Landsretten, der i øvrigt var enig i byrettens resultat og begrundelse, bemærker, at kommunens breve til ejeren af engen, hvor kommunen afviser at være erstatningsansvarlig, ikke kan anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand. Af den årsag anfører landsretten, at forældelseslovens § 21, stk. 2, ikke finder anvendelse på brevene.

Det er i sig selv ikke overraskende, at en kommunes beslutninger i forbindelse med privatretlige dispositioner ikke anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand. Landsrettens bemærkning er dog væsentlig, idet landsretten dels bekræfter, at der ikke er tale om afgørelser, og dels bekræfter, at forældelseslovens § 21, stk. 2, kun finder anvendelse på netop afgørelser i forvaltningslovens forstand.

I lyset af landsrettens dom står det altså helt klart, at offentlige myndigheder ikke risikerer at suspendere forældelse ved blot at tage stilling til privatretlige krav, som bliver rejst mod myndigheden. Det kan heller ikke suspendere forældelsen, at myndigheden meddeler sit standpunkt. Dog er det væsentligt at være opmærksom på, at såfremt myndigheden indleder egentlige (forligs-)forhandlinger om et krav, suspenderes forældelsen indtil 1 år efter forhandlingernes afslutning.

kontakt

Henriette Soja

Partner

Mads Broe Trustrup Hansen

Advokatfuldmægtig