Højesteret har netop afgjort, at det ikke var i strid med hverken persondataloven eller forvaltningsloven, at Vallensbæk Kommune partshørte en arbejdsgiver om en borgers helbredsoplysninger i forbindelse med en påtænkt afgørelse om ophør af sygedagpenge.

Appellanten fik derfor ikke medhold i, at der var grundlag for tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 for uberettiget videregivelse af oplysningerne.

Nødvendig behandling efter persondataloven

I forbindelse med partshøringen af borgerens arbejdsgiver blev der videresendt oplysninger fra kommunen om borgerens helbredsforhold, herunder oplysninger om hendes psykiske helbredstilstand samt at hun ikke ønskede at modtage antidepressiv behandling. Højesteret fandt, at kommunen havde været forpligtet til at partshøre arbejdsgiveren, og at kommunen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved denne partshøring. På den baggrund var videregivelse af helbredsoplysningerne i forbindelse med partshøringen nødvendig – og derfor i overensstemmelse med persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom, hvorved kommunen blev frikendt for et krav om tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.

Horten repræsenterede Vallensbæk Kommune i sagen.

kontakt

Charlotte Kunckel

Specialistadvokat