Løbeskosproducenten Asics dømmes for ulovlig blokering af online prissammenligning

Appeldomstol i Düsseldorf deler de tyske konkurrencemyndigheders syn på blokering af prissammenligningshjemmesider. Domstolen fandt, at det var i strid med EU's konkurrenceregler, når løbeskosproducenten Asics krævede, at dets forhandlere skulle blokere for adgang til forhandlernes hjemmesider, således at hjemmesider, der sammenligner priser, ikke kunne indhente information. Sagen er én blandt flere nylige sager, hvor EU og nationale myndigheder har undersøgt konkurrencebegrænsninger i e-handelssektoren.

De tyske konkurrencemyndigheders undersøgelse af Asics' forhandleraftaler 

Asics sælger sine løbesko gennem et selektivt distributionssystem. Asics' forhandleraftaler indeholdte bestemmelser, der forhindrede forhandlerne i at anvende prissammenligningshjemmesider i deres markedsføring. Forhandlerne måtte således hverken linke til prissammenligningshjemmesider eller lade prissammenligningshjemmesiderne linke til deres hjemmesider. 

Udover kravet om blokering af prissammenligningshjemmesider indeholdte Asics' forhandleraftaler også bestemmelser, der forhindrede forhandlerne i at sælge løbesko via online markedspladser - såsom Amazon eller eBay - samt at bruge Asics' navn i forhandlernes online markedsføring via Google AdWords.

De tyske konkurrencemyndigheder fandt, at de omtalte bestemmelser var i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler efter både EU's konkurrenceregler såvel som de tyske konkurrenceregler. Konkurrencemyndighederne fandt, at begrænsningerne udgjorde aftaler, der havde til formål at begrænse konkurrencen, og at det var hardcore begrænsninger, der ikke kunne fritages efter EU's forordning om gruppefritagelser for vertikale aftaler.

Appeldomstolens afgørelse

Selvom Asics efterfølgende ændrede aftalerne, indbragte de alligevel sagen for de tyske domstole. Appeldomstolen opretholdte de tyske konkurrencemyndigheders afgørelse. 

Med hensyn til blokeringen af prissammenligningshjemmesider bemærkede domstolen, at forbuddet var en hardcore restriktion, der ikke kunne fritages. Forbuddet kunne i øvrigt ikke legitimeres via et hensyn til beskyttelse af Asics' navn eller beskyttelse af forbrugerne, for så vidt angår kyndig service inden salget. Domstolen vurderede, at forbrugerne ikke havde behov for sådan en service, når det kom til erhvervelse af løbesko.

Selvom appeldomstolen opretholdte konkurrencemyndighedernes afgørelse, udtalte domstolen sig ikke om forbuddet mod salg af løbesko via online markedspladser eller forbuddet mod brugen af Asics' navn i forhandlernes markedsføring via Google AdWords. 

Sager om online restriktioner 

Undersøgelsen af Asics var af de tyske konkurrencemyndigheder betragtet som en prøvesag, der skulle sætte rammerne for fremtidige undersøgelser af e-handelssektoren. E-handelssektoren har desuden fået mere opmærksomhed fra EU og andre nationale konkurrencemyndigheder. 

Det er dog ikke kun producenterne, der er i fokus i konkurrencemyndighedernes undersøgelse af e-handelssektoren. Amazon har også været i EU-Kommissionens søgelys, ligesom Google-søgemaskinens favorisering af Googles egne online markedspladser har været undersøgt.

Kommissionen indledte undersøgelsen af sektoren i 2015 og forventer at udgive en endelig rapport med resultatet af undersøgelserne i løbet af sommeren 2017.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat

Mia Anne Gantzhorn

Advokat

Kristen Helms Skov

Erhvervsjuridisk fuldmægtig