Nyt lovforslag kan skabe mere fleksibilitet i friplejeboligsektoren

Folketinget har netop førstebehandlet transport-, bygnings- og boligministerens forslag til ændring af lejelovens anvendelsesområde. Lovforslaget berører alene friplejeboliger, der drives i lejede lokaler. Formålet er at øge aftalefriheden mellem ejeren af en ejendom og friboligleverandøren.

Friplejeboliger drives af en privat aktør, som er certificeret som friplejeleverandør af Sundhedsstyrelsen. Det har siden 2015 været muligt for en friplejeboligleverandør at drive friplejeboliger i lejede lokaler. Lejekontrakten mellem ejendommens ejer og friplejeboligleverandøren reguleres via en lejekontrakt (en såkaldt hovedlejekontrakt), som er omfattet af boliglejelovgivningen.

Friplejeboligleverandøren nu underlagt erhvervslejeloven

Med den foreslåede ændring af lejeloven vil hovedlejekontrakten mellem ejeren af ejendommen og friplejeboligleverandøren ikke længere omfattes af lejeloven. Hovedlejekontrakten vil derimod være underlagt erhvervslejeloven, hvilket giver parterne et større spillerum.

Med lovforslaget lægges der op til en større grad af fleksibilitet, som gør det muligt for parterne at indgå aftaler på mere hensigtsmæssige vilkår. I bemærkningerne til lovforslaget anføres det, at ændringen vil medføre en lettere adgang til at etablere friplejeboliger i lejede lokaler.

Lovforslaget berører imidlertid ikke vilkårene i lejeforholdet mellem beboerne og friplejeboligleverandøren.

DEN VIDERE BEHANDLING AF LOVFORSLAGET

Lovforslaget blev førstebehandlet den 27. oktober 2017 og afventer nu udvalgsbehandlingen. Hvis lovforslaget vedtages, vil ændringen træde i kraft 1. januar 2018. Vi følger lovforslagets behandling i Folketinget og holder dig opdateret.

Det samlede lovforslag kan findes her.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Anne Louise Haack Andersen

Senioradvokat

Camilla Faber Klausen

Advokatfuldmægtig