Tilladelses­kravet til udstedere af begrænsede betalingskort bortfalder

Den nye lov om betalinger træder i kraft 1. januar 2018. Dermed bortfalder tilladelseskravet til udstedere af betalingskort med begrænset anvendelse, som kan se frem til at få fjernet en væsentlig økonomisk og administrativ byrde.

Under den nye lov om betalinger, der træder i kraft 1. januar 2018, bortfalder det nuværende tilladelseskrav for udstedere af betalingskort med begrænset anvendelse som f.eks. klassiske benzinkort.

Ændringen har en række positive indvirkninger på nuværende udstedere af begrænsede betalingskort, der som følge af lempelsen, får fjernet de væsentligste ressourcemæssige byrder. Virksomhederne vil fremover ikke være underlagt tilsyn af Finanstilsynet og hermed forsvinder krav om forretningsgange, procedure samt hvidvasklovens "Kend din kunde"-forpligtelser.

Virksomheder, der udsteder betalingskort med begrænset anvendelse, vil dog stadig være underlagt en række forbrugerbeskyttende regler i den nye lovs kapitel 5-7.

Udstedere af begrænsede betalingskort, hvor værdien af de samlede betalingstransaktionerne i det foregående år overstiger 1 mio. euro skal fremover sende en beskrivelse af deres aktiviteter til Finanstilsynet. Beskrivelsen skal specificere, hvorfor virksomheden anser sig for undtaget fra reglerne. Finanstilsynet har så mulighed for konkret at vurdere, hvorvidt virksomheden faktisk er undtaget. I den sammenhæng vil det væsentlige være at vurdere, hvorvidt der reelt er tale om et begrænset betalingsinstrument.

SLUT MED HVIDVASKTJEK OG "KEND DIN KUNDE"-FORPLIGTELSER

Som resultat af, at tilladelseskravet bortfalder, vil danske udbydere af betalingskort med begrænset anvendelse ligeledes blive undtaget fra hvidvasklovens regler, herunder reglerne om "Kend din kunde" (KYC).

Brancheorganisationen Energi- og olieforum skønner, at det årligt koster de enkelte benzinselskaber op til 4-5 mio. kr. i administrative omkostninger at være underlagt hvidvaskloven. Derfor forventes det at fjerne væsentlige administrative og økonomiske byrder for de udstedende virksomheder såsom Q8, Circle K, og IKEA.

Horten følger området tæt og kan hjælpe med at vurdere, hvordan din virksomhed er stillet, når lov om betalinger træder i kraft primo 2018.

kontakt

Lars Lüneborg

Partner

Kristian Kaltoft Nielsen

Erhvervsjuridisk rådgiver