EU-Domstolen vurderer, at en tjenestemandsansat i en prøvestilling som kontorchef skulle have været tilbudt den samme eller tilsvarende stilling ved tilbagevenden fra forældreorlov, selvom stillingens prøvetid var udløbet.

En tysk tjenestemandsansat kvinde blevet ansat i en prøvestilling med en to års prøveperiode, med henblik på at undersøge hendes egnethed til at blive fastansat i stillingen.

Tjenestemanden tiltrådte dog aldrig stillingen, da hun før tiltrædelsen først var på sygeorlov i forbindelse med graviditet, sidenhen barselsorlov og forældreorlov. I alt gik der næsten fire år, før hun igen vendte tilbage til arbejdsmarkedet. I mellemtiden var stillingen i henhold til tysk lov besat til anden side, og det var ikke muligt for kvinden at opnå en ny prøvestilling.

Arbejdstageren gjorde gældende, at hun havde ret til forældreorlov i medfør af direktiv 2010/18 og den reviderede rammeaftale om samme, samt at hun havde ret til at vende tilbage til samme stilling, eller blive tilbudt en tilsvarende stilling, hvis det ikke var muligt at vende tilbage til samme stilling.

Orlovsbestemmelser til hinder for tysk lovgivning

EU-Domstolen slog fast, at bestemmelserne om orlov var til hinder for den tyske lovgivning, hvorefter kvinden ikke kunne vende tilbage til den stilling, hun havde besat før forældreorloven. Ligeledes var ansættelsen i prøvestillingen - med henblik på at opnå fastansættelse med dertilhørende højere løn - omfattet af de rettigheder, tjenestemanden havde opnået før orloven.

Det kunne ikke føre til anden konklusion, end at den tyske arbejdsgiver havde gjort gældende, at det ville påføre arbejdsgiveren unødige omkostninger at holde stillingen fri til kvindens tilbagekomst.

EU-Domstolen har med dommen klart tilkendegivet, at arbejdsgivere skal strække sig meget langt for at sikre, at forældre efter lovhjemlet orlov kan vende tilbage til samme eller tilsvarende ansættelser.

kontakt

Marianne Lage

Partner