Erhververen hæftede for konkursboets uberettigede opsigelse af tillids­repræsentant

Højesteret har i en ny dom fastslået, at erhververen af en del af en konkursramt virksomhed hæftede for en tillidsrepræsentants krav i en situation, hvor tillidsrepræsentanten var blevet uberettiget opsagt af konkursboet og fritstillet inden overdragelsen.

Den konkrete sag for Højesteret vedrørte en virksomhedsoverdragelse mellem et konkursbo og en erhverver. Af overdragelsesaftalen fremgik det, at erhververen skulle overtage en del af den konkursramte virksomhed med virkning fra den 30. december 2011. Erhververen overtog ca. 20 % af medarbejderne i den konkursramte virksomhed svarende til 42 medarbejdere.

Ved brev af 27. december 2011 meddelte konkursboet tillidsrepræsentanten, at han ikke var omfattet af overdragelsesaftalen. Tillidsrepræsentanten blev derfor opsagt og fritstillet med virkning fra den 27. december 2011.

Tillidsrepræsentantens faglige organisation gjorde på vegne af tillidsrepræsentanten gældende, at opsigelsen var uberettiget, da tillidsrepræsentanten alene kunne opsiges, hvis der forelå tvingende grunde herfor.

Erhververen bestred, at opsigelsen ikke var rimeligt begrundet, og at erhververen hæftede for eventuelle krav rejst af tillidsrepræsentanten, da han var blevet opsagt og fristillet, inden erhververen overtog en del af den konkursramte virksomhed. Erhververen var derfor ikke indtrådt i hverken rettigheder eller forpligtelser i henhold til ansættelsesaftalen mellem konkursboet og tillidsrepræsentanten.

Hvem skulle tillidsrepræsentantens krav for uberettiget opsigelse rettes mod?

Sagens hovedspørgsmål for Højesteret var, om tillidsrepræsentanten kunne rette sit krav mod erhververen, eller om kravet alene kunne gøres gældende over for konkursboet.

Om forståelsen af virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelser udtalte Højesteret, at lovens bestemmelser skal læses således, at hvis en medarbejder er blevet opsagt af overdrageren i strid med virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelser, kan medarbejderen rejse krav om løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for uberettiget opsigelse mod erhververen.

Højesterets begrundelse for denne forståelse af virksomhedsoverdragelsesloven er støttet af praksis fra EU-Domstolen, hvorefter medarbejdere, hvis ansættelsesforhold er blevet opsagt kort før en virksomhedsoverdragelse, men som ikke kan anses for rimelig i henhold til virksomhedsoverdragelsesdirektivets bestemmelser, vil kunne påberåbe sig den retsstridige opsigelse over for erhververen af virksomheden.

Det afgørende i den konkrete sag var derfor, hvorvidt konkursboets opsigelse af tillidsrepræsentanten var sket i overensstemmelse med virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelser, hvorefter en opsigelse skal være rimeligt begrundet i virksomhedens forhold. Da medarbejderen var tillidsrepræsentant, kunne en opsigelse alene anses for berettiget, hvis der forelå tvingende grunde for opsigelsen.

Ifølge Højesteret var opsigelsen sket i nær sammenhæng med virksomhedsoverdragelsen. Det kunne derfor lægges til grund, at medarbejderen var blevet opsagt på grund af virksomhedsoverdragelsen.

Under hensyn til at medarbejderen var tillidsrepræsentant og havde en bred erfaring, som gjorde det muligt at placere ham i alle funktioner i salgsafdelingen, fandt Højesteret ikke, at der forelå tvingende grunde til at opsige medarbejderen – særligt når erhververen overtog 42 af de hidtidige medarbejdere.

Højesteret fandt derfor, at opsigelsen af tillidsrepræsentanten var sket i strid med virksomhedsoverdragelsesloven, og at tillidsrepræsentantens krav på løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for uberettiget opsigelse kunne rettes mod erhververen.

Erhververen kan ikke frasige sig et ansvar for overdragerens retsstridige opsigelser

Med Højesterets dom er det nu slået fast, at erhververen af en virksomhed kan blive pålagt at godtgøre medarbejdere, som – i strid med virksomhedsoverdragelsesloven – er blevet opsagt af overdrageren inden virksomhedsoverdragelsen.

Dette gælder til trods for, at erhververen som udgangspunkt ikke indtræder i eventuelle forpligtelser og rettigheder over for medarbejdere, som er blevet opsagt og fritstillet inden virksomhedsoverdragelsen.

Dette vil have en særlig betydning for medarbejdere, som er underlagt en udvidet beskyttelse mod opsigelse, herunder tillidsrepræsentanter, hvor en opsigelse alene er rimelig, hvis der foreligger tvingende årsager.

Sagen kan særligt få betydning i forbindelse med et konkursbos videresalg af dele af den konkursramte virksomhed, da erhververen risikerer at hæfte for krav fra medarbejdere, som erhververen ikke har overtaget. 

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Michelle Seidelin

Advokatfuldmægtig