Højesteret frifinder bank i sag om renteswapaftale

Højesteret har i en dom fra 12. september 2017 frifundet Jyske Bank i en sag vedrørende bankens rådgivning af en andelsboligforening omkring en låneaftale om renteswap.

Aftaler om renteswap indgås typisk mellem en forening og et pengeinstitut (i sagen en andelsboligforening og en bank), hvor foreningen erstatter en variabel rente med en fast rente, hvilket sikrer foreningen mod fremtidige rentestigninger. Aftalen er fordelagtig for foreningen, hvis markedsrenten stiger. Modsat vil aftalen være til ulempe for foreningen, hvis markedsrenten falder, så renteswappen får en negativ markedsværdi.

Tvisten i sagen og forløbet i Pengeinstitutankenævnet, byretten og landsretten

Markedsrenten var stigende i begyndelsen af 2006. Derfor havde A/B Engskoven i marts 2006 et møde med Jyske Bank med henblik på at sikre sig mod fortsatte rentestigninger. Her rådgav Jyske Bank Engskoven om forskellige finansieringsmuligheder, bl.a. muligheden for renteswap, som Engskoven senere valgte som finansieringsmodel.

I de første år efter aftalens indgåelse steg markedsrenten, og markedsværdien af renteswappen steg i foreningens favør. Senere faldt renten, og i 2010 havde renteswappen fået en betydelig negativ markedsværdi.

I maj 2010 indgav Engskoven en klage over Jyske Bank til Pengeinstitutankenævnet med påstand om, at Jyske Bank ikke havde ydet tilstrækkelig rådgivning i forbindelse med indgåelsen af renteswapaftalen. Ankenævnet gav Engskoven medhold i klagen, men Jyske Bank ville imidlertid ikke følge afgørelsen. Engskoven anlagde derfor sag mod Jyske Bank i byretten, hvor Engskoven igen fik medhold. Jyske Bank ankede sagen til landsretten, der frifandt Jyske Bank, hvorefter Engskoven ankede sagen til Højesteret.

Højesteret frifandt Jyske Bank

Over for Højesteret havde Engskoven nedlagt påstand om, at renteswapaftalen kunne erklæres ugyldig eller ophæves, samt at Jyske Bank var erstatningsansvarlig for Engskovens tab som følge af renteswapaftalen.

Engskovens påstand om, at renteswapaftalen var ugyldig, var baseret på aftalelovens regler om svig, udnyttelse af en parts manglende indsigt og aftalelovens regel om, at en aftale kan erklæres ugyldig, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Højesteret vurderede, at hverken reglerne om svig eller udnyttelse af manglende indsigt kunne føre til, at renteswapaftalen var ugyldig. Højesteret henviste til, at det ikke var bevist, at Jyske Bank havde fremsat urigtige oplysninger eller tilbageholdt oplysninger i sin rådgivning til Engskoven.

Højesteret foretog herefter en samlet bedømmelse af Engskovens påstand om, at renteswapaftalen var ugyldig efter reglen om tilsidesættelse af urimelige aftaler og påstand om, at rådgivningen fra Jyske Bank var så mangelfuld, at renteswapaftalen kunne ophæves. Højesteret afviste begge påstande, og bemærkede at bedømmelsen skulle foretages på baggrund af forholdene i 2006, hvor renten havde været stigende og forventningen var, at renten ville stige yderligere. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at renteswapaftalen opfyldte Engskovens formål om at blive sikret mod udgifter som følge af øgede rentestigninger. Det er tillige værd at fremhæve fra Højesterets præmisser, at Højesteret lagde vægt på, at det først i januar 2013 med U.2013.1093H blev fastslået, hvordan en renteswap regnskabsmæssigt skulle behandles. Det er følgelig indgået i vurderingen af ansvarsgrundlaget, at der på rådgivningstidspunktet ikke var klarhed over, hvordan en renteswap ville påvirke andelskronens værdi.

Endelig vurderede Højesteret, at Jyske Bank ikke var erstatningsansvarlig for tabet, som Engskoven var påført som følge af renteswapaftalen. Højesteret lagde særlig vægt på, at Jyske Banks rådgivning vedrørende renteswapaftalen ikke var mangelfuld, og at der på de punkter, hvor der var vurderet at være tale om mangelfuld rådgivning, ikke var tale om noget tab som følge heraf.

Hvad betyder Højesterets dom for praksis?

Ved Højesterets dom er det gentaget, at bedømmelsen af, om en aftale kan tilsidesættes, foretages med afsæt i forholdene på tidspunktet for aftalens indgåelse. En finansieringsaftale kan derfor ikke tilsidesættes, alene fordi en anbefalet finansieringsmodel senere viser sig ikke at være fordelagtig for kunden. Det gælder også, selvom kunden ikke havde betydelig indsigt i konsekvenserne af den anbefalede finansieringsmodel. Et centralt moment vil derimod være, om banken har givet tilstrækkelige oplysninger om fordele og ulemper ved de forskellige finansieringsmuligheder, hvilket vurderes ud fra en konkret bedømmelse.

Endelig har Højesteret videreført praksis med en tilbageholdende anvendelse af aftalelovens bestemmelse om, at aftaler kan tilsidesættelses, hvis de er urimelige eller i strid med redelig handlemåde.

I forhold til rådgivningsaftaler må det antages, at bestemmelsens anvendelse som mindstekrav forudsætter, at det kan påvises, at rådgivningen har været mangelfuld på områder af væsentlig betydning for den aftalepart, der ønsker aftalen tilsidesat.

I forhold til Engskovens påstand om, at Jyske Bank havde handlet ansvarspådragende, bemærker vi, at sagen er et klassisk eksempel inden for rådgivningsansvarssagerne. Den illustrerer vigtigheden af også at have fokus på, om en mangelfuld rådgivning har forårsaget et økonomisk tab. Det er ikke usædvanligt at se, at rådgivere mødes med erstatningskrav i sager, hvor den hævdede skadelidte ikke har lidt et decideret økonomisk tab, men måske udelukkende står tilbage med en skuffet forventning. Den kan dog ikke danne grundlag for et erstatningskrav (med undtagelse af de ganske få tilfælde, hvor der er lovhjemmel hertil).

kontakt

Jacob Møller Dirksen

Partner

Christina Steen

Partner

Daniel Haue Jakobsson

Advokat