Det kommende forslag til en ny databeskyttelseslov ser ud til at lægge op til, at offentlige myndigheder vil kunne idømmes bøder for overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen.

Hvis reglerne bliver vedtaget, sådan som de forventes fremsat senere i oktober 2017, vil offentlige myndigheder fra den 25. maj 2018 kunne blive idømt bøder, hvis de ikke håndterer personoplysninger korrekt. Maksimalt bødeniveau ser ud til at blive på 4 % af driftsbevillingen, dog med et loft på 16 mio. kr.

EU's nye persondataforordning introducerer mulighed for bødestraf til det offentlige

Regeringen sendte før sommerferien et udkast til lovforslag til ny databeskyttelseslov i offentlig høring. I udkastet blev spørgsmålet om bøder til offentlige myndigheder udskudt til politiske drøftelser. De drøftelser ser nu ud til at munde ud i et forslag om, at offentlige myndigheder, i lighed med private, også skal kunne idømmes bøder for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne.

Databeskyttelsesloven skal supplere den nye EU-persondataforordning. Persondataforordningen giver mulighed for, at medlemsstaterne selv kan vælge, om offentlige myndigheder inden for medlemsstaten skal kunne idømmes bøder - og det ser altså ud til, at Danmark vælger at benytte sig af denne mulighed for at indføre bøder til offentlige myndigheder.

Seminar om persondata i kommuner

Hvis du vil vide mere om, hvordan personoplysninger må behandles, afholder vi den 14. november 2017 et arrangement om persondata i kommuner, hvor vi giver et overblik over lovgivningen om persondata i relation til kommuner.

kontakt

Mads Nygaard Madsen

Partner

Charlotte Kunckel

Specialistadvokat