Ledningsejer skal betale for prøvegravninger ved vejarbejde

Østre Landsret har den 20. februar 2018 afgjort, at Radius Elnet skal betale for prøvegravninger vedrørende ledninger, der var i konflikt med planlagt vejarbejde. Forpligtelsen til at betale for prøvegravningerne følger af gæsteprincippet, jf. den dagældende vejlovs § 106, stk. 1.

Østre Landsrets dom er afsagt i en sag mellem Radius Elnet (tidligere Dong Energy Eldistribution) og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Københavns Kommune biintervenerede i sagen til støtte for sidstnævnte.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Radius Elnet har pligt til at betale for prøvegravninger, som blev foretaget af Københavns Kommune til brug for et stort vejarbejde, selvom Radius Elnet havde opfyldt sine forpligtelser efter LER-loven med hensyn til at oplyse kommunen om placeringen af selskabets nedgravede ledninger - i forhold til LER-lovens tolerancegrænse. Formålet med prøvegravningerne var at fastlægge den præcise placering af ledningerne for at klarlægge om og hvor meget, det var nødvendigt at ændre kommunens vejprojekt for at undgå at flytte ledningerne.

DOM HAR GENEREL BETYDNING FOR KOMMUNER OG FORSYNINGSSELSKABER

Sagen har generel betydning for de forsyningsselskaber, hvis ledninger ligger i vejarealer og for ejerne af vejarealerne (vejmyndighederne), hvorfor sagen var henvist til Østre Landsret som principiel sag.

Østre Landsret nåede frem til, at gæsteprincippet i dagældende vejlovs § 106, stk. 1, kunne udstrækkes til også at omfatte udgifter til prøvegravninger. Gæsteprincippet går ud på, at en ledningsejer, der har ledninger liggende i en kommunes vejarealer, skal betale for omlægning af ledningerne, såfremt en omlægning er nødvendig på grund af vejarbejde.

Gæsteprincippet kunne udstrækkes til at omfatte udgifter til de prøvegravninger, som en vejejer foretager for at afdække mulighederne for at tilpasse vejejerens projekt af hensyn til ledninger i vejen. Det sker ud fra en vurdering af, at det er i ledningsejerens interesse at undgå en dyrere omlægning, eller at ledningerne skal fjernes.

På baggrund af de betragtninger afgjorde Østre Landsret, at Radius Elnet skal betale for prøvegravningerne i forbindelse med vejarbejdet.

kontakt

Line Markert

Partner