Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har offentliggjort, at Entreprenørvirksomheden Troels Jørgensen A/S den 12. januar 2018 har vedtaget en bøde på 3,2 millioner kr. for overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Overtrædelsen består i, at Troels Jørgensen A/S har koordineret priser med en konkurrent i et tilbud i millionklassen til Lolland Spildevand A/S. Tilbudskoordineringen fandt sted i sommeren 2013, hvor Troels Jørgensen A/S bød på en entreprise om nedlæggelse af om Holeby rensningsanlæg.

Ved bødeudmålingen blev der lagt vægt på virksomhedens omsætning og overtrædelsens grovhed og varighed. Der blev også lagt vægt på, at virksomheden har samarbejdet med myndighederne om sagens opklaring. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der endvidere lagt vægt på, at virksomheden søgte at afværge den skade, som tilbudskoordineringen potentielt kunne have medført. Det er dog ikke nærmere uddybet.

Den konkurrerende virksomhed er gået konkurs og er derfor ikke straffet for kartelaftalen, men en ledende person fra hver af de to entreprenørvirksomheder har hver fået personlige bøder på 100.000 kroner.

Sagen kan afsluttes uden retssag, da både virksomheden og de ledende medarbejdere har erklæret sig skyldige og accepteret bødeforlæg fra Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat