Rikke Søgaard Berth
Rikke Søgaard Berth er specialiseret i forsyningsret, offentlig ret og EU-ret. Hun er juniorpartner i Hortens afdeling for offentlig ret, der er en af landets største og mest specialiserede offentligretlige afdelinger. Rikke Søgaard Berth har undervist i en række forskellige fag i mere end 10 år, både på Københavns Universitet og i andre regi. Hun har skrevet en række artikler og er medforfatter til "Kommunale aktieselskaber" (2009).
Rikke Søgaard Berth har tidligere undervist i EU-ret og underviser i faget OPS igen fra sommeren 2012.
Rikke fortæller om sin undervisning i EU-ret
"EU-retten har fået indflydelse på alle juridiske discipliner, og det er helt afgørende for at blive en dygtig jurist, at man kan det 'EU-retlige håndværk'. Dét underviser vi i på 2. år. De studerende lærer om retsvirkningen af de forskellige EU-retsakter, EU-Domstolens kompetence og særligt om reglerne om fri bevægelighed.
Man lærer jura ved at arbejde med jura! Derfor er det en grundsten i min undervisning at give mulighed for dialog gennem små cases og spørgsmål. Derudover benytter jeg en fast struktur: For at sikre, at de studerende har overblik over fagets forløb, begynder jeg hver lektion med en kort repetition af den forrige lektion og slutter af med en kort introduktion til den kommende lektion".
Rikke fortæller om faget Offentligt Privat Samarbejde (OPS)
"OPS er et nyt fag. Der er mangel på jurister med viden om og forståelse for mulighederne for samarbejde mellem offentlige myndigheder og private. Der er spændende job på området - både ved myndighederne, i de offentlige ejede selskaber, i den private sektor og blandt rådgiverne, herunder i advokatbranchen. Og området er i vækst, så der er stigende efterspørgsel på kandidater med interesse for og viden om emnet.
Faget handler blandt andet om, hvilket regi opgaver kan løses i – f.eks. et selskab der ejes af såvel myndigheden som en privat aktør eller i andre samarbejdsformer som OPP og partnering. Herudover ser vi på forholdet til udbudsreglerne og samspillet mellem myndighed og selskab. Det er ikke en forudsætning for at tage faget, at du har taget bestemte andre overbygningsfag først".