Forårets ændringer i vandsektorlovgivningen er så småt ved at have bundfældet sig.

Forsyningssekretariatet har helt til midt i december til at melde de nye indtægtsrammer ud til vandselskaberne. Det giver anledning til overvejelser om forsyningsselskabernes forberedelse af taksterne for 2017 – især processen for at få godkendt taksterne i kommunerne, som jo er en betingelse for taksternes gyldighed. Nogle vandselskaber kan få svært ved at nå at forelægge taksterne for kommunalbestyrelsen før 1. januar.

Hvis selskaberne ikke kan nå at få de nye takster godkendt før 1. januar, må de nuværende takster fortsætte, indtil nye takster er godkendt. Inden vandsektorloven skulle forsyningen blot hvile i sig selv. Så hvis taksterne i starten af takståret var en smule for lave, skulle taksterne blot hæves det ekstra efter godkendelsen.

Indtægtsrammerne er et årligt loft for, hvor høje samlede indtægter spildevandsselskaberne må have, ikke hvor høj selve kubikmetertaksten må være.

Der er ikke noget til hinder for, at vandselskaber laver en pragmatisk løsning, hvor de nuværende takster løber videre frem til, at kommunalbestyrelsen godkender taksterne for det kommende takstår, for eksempel i januar. Hvis vandselskabets beregning viser, at taksten skal stige, vil taksten i resten af året dermed blive en lille smule højere, end den ville være blevet, hvis stigningen startede allerede 1. januar.

I de tilfælde hvor vandselskaberne forventer at have ”luft” i indtægtsrammen, kan selskabet dog vælge at forelægge sagen for kommunen, inden selskabet har modtaget den endelige afgørelse fra Forsyningssekretariatet. I de tilfælde vil det ikke give anledning til problemer, hvis indtægtsrammen måtte blive en smule lavere end forventet.

kontakt

Line Markert

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner

René Frisdahl Jensen

Specialistadvokat