Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen inviterer landbruget og grønne organisationer til et vandtopmøde, som skal give inspiration til at modernisere reguleringen af vandløb.

I Danmark oplever vi stadig mere nedbør. Det betyder flere oversvømmelser og mere vand i de danske vandløb.

Ministeren ønsker, at alle synspunkter fra relevante faggrupper skal frem og forsøgt inddraget i en samlet løsning, der på samme tid skal håndtere den stigende nedbørsmængde og tilgodese både byer, landbrug og miljø.

Ministeren inviterer til 24-timers topmøde

Ministeren har inviteret landbruget og de grønne organisationer til et 24-timers topmøde for at drøfte vandløbsreguleringen. Arrangementet afholdes den 15.-16. december 2016.

Interessenterne vil i første omgang få mulighed for at drøfte problemstillinger rettet mod vandløb, herunder hensynet til klimatilpasning, vandafledning og natur. Herefter er det hensigten, at en ekspertgruppe, nedsat med det formål at udarbejde forslag til egentlige ændringer af relevant lovgivning, skal bearbejde interessenternes forslag og ideer.

Forventer nyt lovforslag klar i 2. halvdel af folketingsåret 2018/2019

Ministeren forventer, at et lovforslag vil blive præsenteret i 2. halvdel af folketingsåret 2018/2019.

Horten følger løbende med i de praktiske og regulatoriske udfordringer, som relaterer sig til klimatilpasning inden for alle sektorer i den offentlige forvaltning og drift og ser med interesse frem til, at vandtopmødet får belyst dem alle. Horten afholder således løbende arrangementer om den nyeste udvikling på området, og du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller konkrete problemstillinger, som du ønsker at vende med vores specialister på området.

kontakt

Line Markert

Partner

Henriette Soja

Partner

Marie Bockhahn

Specialistadvokat