Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i dag afgivet Statsministeriets redegørelse i henhold til Grundlovens § 38. Den skriftlige del af redegørelsen er en kortfattet omtale af de lovforslag mv., som regeringen ved begyndelsen af det nye folketingsår forventer at fremsætte i løbet af folketingsåret.

Horten har gennemgået regeringens lovprogram og har valgt at fremhæve nedenstående lovforslag inden for miljø-, forsynings- og kommunalretlige forhold. 

Generelt for kommunerne

Ændring af folkeoplysningsloven og ligningsloven (Indsats mod foreninger, som modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder) (Oktober)

Lovforslaget vil have til formål at stramme tilskudskravene til folkeoplysende foreninger, sådan at foreninger, hvis formål og adfærd modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, ikke vil kunne få tilskud eller lokaler samt en indskærpelse af kommunernes pligt til at føre tilsyn med, at foreninger, der modtager tilskud m.m., overholder lovens krav.

Ændring af offentlighedsloven (Udskydelse af revision af reglerne om postlister) (November)

Formålet med lovforslaget er at fremsætte et forslag om at udskyde revisionen af reglerne om postlister, der er forudsat gennemført i folketingsåret 2016/17.

Ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. (Overdragelse af inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede krav til kommuner og kommunale forsyningsselskaber) (November)

Lovforslaget har til formål at overføre inddrivelsesopgaven for nye fortrinsberettigede krav
til kommunerne og kommunale forsyningsvirksomheder.

Ændring af lov om kommunernes styrelse (Befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer ved foretagelse af borgerlige vielser og målretning af Statsforvaltningens udvælgelse af tilsynssager) (November)

Lovforslaget har til formål at skabe mulighed for udbetaling af befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer, som foretager borgerlige vielser, samt at give Statsforvaltningen en konkret mulighed for at målrette udvælgelsen af sager i det kommunale tilsyn ud fra en overordnet vurdering af betydningen for kommuner og regioner.

Ændring af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje (Styrkelse af borgernes retssikkerhed) (December)

Lovforslaget vil have til formål at styrke borgernes retsstilling på vejlovgivningsområdet med et særligt fokus på privatvejsloven. Bl.a. vil kravene til, hvornår en privat fællesvej skal opklassificeres til offentlig vej, blive præciseret.

Ændring af lov om godskørsel og lov om buskørsel (Krav om at følge løn- og arbejdsvilkår fra kollektive overenskomster, udvidelse af Overenskomstnævnets sagsområder m.v.) (Januar)

Formålet med lovforslaget vil bl.a. være at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår med et særligt krav om, at indehaveren af en tilladelse til at udføre godskørsel eller buskørsel skal følge bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, som findes i kollektive overenskomster.

Lov om frikommunenetværk (Udpegning af frikommunenetværk og etablering af forsøgshjemler m.v.) (Februar)

Lovforslagets formål vil være at etablere de retlige rammer for et nyt frikommuneforsøg for 2016-19 organiseret i kommunenetværk. Lovforslaget skal give et antal frikommunenetværk hjemmel til at afprøve nye måder at varetage kommunale opgaver på for at skabe viden og erfaringer, der kan bidrage til effektiviseringer, regelforenklinger og bedre styring.

Miljø- og planområdet

Lov om Planklagenævnet (Oktober)

Med lovforslaget vil der blive etableret et selvstændigt klagenævn på planområdet. Klagenævnet vil blive sammensat af faglige eksperter, relevante organisationer og lægmænd. Lovforslaget vil følge op på aftalen om Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet.

Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Sammenlægning af to klageinstanser på miljø- og fødevareområdet) (Oktober)

Lovforslaget vil bl.a. have til formål at etablere Miljø- og Fødevareklagenævnet ved at sammenlægge to af Miljø- og Fødevareministeriets nuværende organisationer og øverste klageinstanser til ét nyt uafhængigt nævn.

Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Parisaftalen (Oktober)

Formålet med beslutningsforslaget vil være at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne vælger at ratificere Parisaftalen, der blev vedtaget af parterne til FN's klimakonvention tilbage i december 2015. Aftalen vil være et vendepunkt i den globale klimaindsats og vil sætte rammerne for det globale klimasamarbejde.

Ændring af lov om planlægning (Mere frihed og fleksibilitet i kommunernes fysiske planlægning med fortsat beskyttelse af kyster og natur, herunder bedre udviklingsmuligheder i landdistrikter, bedre muligheder for byudvikling, detailhandel og produktion) (November)

Lovforslaget vil have til formål at modernisere planloven og naturbeskyttelsesloven med henblik på at give kommuner, virksomheder og borgere mere frihed til selv at skabe udvikling og vækst i hele Danmark under en fortsat hensynstagen til natur og miljø. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden” og aftalen om Danmark i bedre balance – bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet.

Ændring af lov om kystbeskyttelse (Opfølgning på Kystanalysen) (November)

Lovforslaget vil bl.a. have til formål at forenkle lovens nuværende klagebestemmelser. Klageadgangen vil således blive samlet på en sådan måde, at der kun kan klages over kommunens endelige afgørelse. Lovforslaget vil desuden indeholde mindre justeringer i den nuværende proces for kommunernes rolle som procesmyndighed for kystbeskyttelsesprojekter over længere strækninger.

Ændring af lov om naturbeskyttelse (Nye muligheder for visse anlæg og indretninger på klitfredede arealer og inden for strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen) (November)

Formålet med lovforslaget vil være at justere naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse og klitfredning.

Ændring af lov om sommerhuse og campering m.v. (Klare og fleksible rammer for brug og udlejning af sommerhuse) (Februar)


Lovforslaget har til formål at understøtte regeringens mål om en mere klar og fleksibel ramme for brugen og udlejningen af sommerhuse i både vinter- og sommerhalvåret samt at tilpasse reglerne i campingreglementet til nye ferieønsker.

Ændring af lov om skove (Lempelse af reglerne om fredskov) (Februar)

Formålet med lovforslaget vil være at indføre visse lempelser af reglerne om fredskov, bl.a. således at fredskovsarealer i et større omfang vil kunne anvendes til at etablere f.eks. friluftsanlæg og børnehaver, ligesom skovene kan bidrage til omstillingen til vedvarende energi gennem øgede muligheder for opstilling af vindmøller i skovene.

Forsyningsområdet

Ændring af lov om tinglysning, lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v., lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og forskellige andre love (Ændring af reglerne for tinglysning og realkreditbelåning vedrørende visse tele-, energiforsynings- og vandforsyningsvirksomheder) (Oktober)

Lovforslagets formål er at sikre, at digital infrastruktur kan realkreditbelånes med en lånegrænse på 60 pct. Ifølge regeringen er der, på baggrund af en fortolkning af tinglysningslovens § 37, efter de gældende regler i tinglysningsloven ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at et tinglyst pantebrev i en fast ejendom, som er ejet af en tele- eller forsyningsvirksomhed, hvis drift forudsætter, at to eller flere af virksomhedens faste ejendomme er forbundet af forskellige former for driftsmateriel, også omfatter det driftsmateriel, der forbinder flere af virksomhedens ejendomme. Lovforslaget vil derfor være med til at sikre, at pantebreve i disse virksomheder, der er stiftet som en sampantsætning af flere af virksomhedens forbundne faste ejendomme, også vil omfatte det driftsinventar og driftsmateriel, der ligger mellem de pantsatte faste ejendomme.

Ændring af lov om vandplanlægning og forskellige andre love (Inddragelse af kommuner og vandråd i afgrænsning af vandløb i vandområdeplaner og kvalificering af udpegning af kunstige og stærkt modificerede vandløb.) (Oktober)


Med lovforslaget vil miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om inddragelse af kommuner og vandråd i et arbejde om afgrænsning om vandløb i vandområdeplanerne og om kvalificering af udpegningen af kunstige og stærkt modificerede vandløb.

Ændring af lov om elforsyning (Udfasning af PSO-opkrævningen) (November)

Lovforslaget vil have til formål at implementere en kommende politisk aftale om den langsigtede PSO-løsning.

Ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Kommunal indsigelsesret, udvidelse af køberetsordningen og den grønne ordning, pristillæg og afregningsvilkår for havvindmølleparken Kriegers Flak m.v.) (November)

Lovforslaget vil have til formål at øge den lokale inddragelse i beslutninger om opstilling af kystnære havvindmøller ved at revidere åben-dør-ordningen, der vil give mulighed for opstilling af havvindmøller uden for udbud. Lovforslaget har endvidere til hensigt at skabe hjemmelsgrundlag og fastsættelse af regler for udbetalingen af pristillæg (statsstøtte) til elektricitet produceret af Kriegers Flak Havvindmøllepark, der blev sendt i udbud tilbage i maj 2015.

Ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. (Overdragelse af inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede krav til kommuner og kommunale forsyningsselskaber) (November)


Lovforslaget har til formål at overføre inddrivelsesopgaven for nye fortrinsberettigede krav til kommunerne og kommunale forsyningsvirksomheder.


kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner

Henriette Soja

Partner