Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fredag den 2. juni 2017 indgået en bred politisk aftale om en langsigtet og moderne regulering for fjernvarmesektoren.

Aftalen og reguleringen vil have til hensigt at bidrage til en effektivisering af sektoren med fokus på forbrugeren og en understøttelse af en grøn omstilling, teknologiudvikling og en sikring af høj forsyningssikkerhed. Blandt partierne er der bred enighed om, at der skal gennemføres markante effektiviseringer, samt at det samlede effektiviseringspotentiale vurderes til 2,3 mia. kr. i 2025.

NYT LOVFORSLAG TIL BEHANDLING OG TO BEKENDTGØRELSER STRAMMES TIL

Et bredt flertal i Folketinget mener, at de nuværende forretningsregler i fjernvarmesektoren er uhensigtsmæssige. Dette skyldes, at fjernvarmeselskaberne i dag kan søge om forrentning af historisk indskudskapital og på den måde opkræve forrentning over fjernvarmekundernes varmeregning. I øjeblikket behandler Folketinget et lovforslag fra regeringen, der vil bevirke, at kommunerne vil blive modregnet 100 pct. i bloktilskuddet, såfremt de altså vælger at trække den forrentede indskudskapital ud af deres forsyningsselskaber. Aftaleparterne har endvidere besluttet, at to bekendtgørelser tilsvarende skal strammes til, således at forbrugerne beskyttes mod pludselige og uforholdsmæssige store stigninger i varmeprisen.

Ændringen af den første bekendtgørelse er allerede trådt i kraft. Ændringen af denne vil medføre en markant begrænsning for adgangen til forrentningen fremadrettet. Stramningen af den anden bekendtgørelse er sat til at træde i kraft inden sommerferien. Om end vil stramningen af denne ikke give de bedst mulige forudsætninger for en mere effektiv fjernvarmesektor til gavn for forbrugerne på længere sigt. Regeringen har derfor indgået den brede politiske aftale for at sikre en langsigtet og moderne regulering af fjernvarmesektoren. 

EN OPFORDRING TIL AT TRÆKKE ANSØGNINGER OM FORRENTNING AF HISTORISK INDSKUDSKAPITAL TILBAGE

Energi-, forsynings- og klimaministeren Lars Christian Lilleholt udtaler bl.a., at man med aftalen giver et klart og bredt politisk signal om, at de nuværende regler for opkrævning af forrentning af den historiske indskudskapital er urimelige og ikke til gavn for forbrugerne. Det brede politiske flertal opfordrer således fjernvarmeselskaberne til at trække deres ansøgninger om forrentning af historisk indskudskapital efter de nuværende regler tilbage med det formål at beskytte forbrugerne mod urimelige prisstigninger. 

ET SAMLET LOFT OVER PRISERNE MED LØBENDE REDUKTIONER

For at skabe tryghed hos forbrugeren vil selskaberne nu få en samlet indtægtsramme med et samlet loft over, hvor meget selskaberne vil kunne opkræve fra forbrugeren. Indtægtsrammen vil bestå af en omkostningsramme for afskrivninger og driftsomkostninger samt en forrentningsramme, der vil give mulighed til, at selskaberne kan finansiere deres investeringer ved at opkræve finansieringsomkostninger hos forbrugerne, svarende til et rimeligt systematisk risikojusteret afkast for den faktisk investerede kapital. Dette er fundet nødvendigt, såfremt selskaberne skal have mulighed for at kunne tiltrække den fornødne kapital til investeringer og opretholdelse af forsyningssikkerheden. Den historiske indskudskapital vil således blive afskaffet fra reguleringen ved dette tiltag. 

For at sikre lave priser for forbrugerne vil loftet løbende blive reduceret med et individuelt effektiviseringskrav på baggrund af individuelle benchmark for hvert fjernvarmeselskab samt et generelt effektiviseringskrav baseret på produktivitetsudviklingen i sammenlignelige sektorer. 

Dette vil betyde, at priserne løbende vil sænkes hos forbrugeren i takt med, at selskaberne vil blive mere effektive. Loftet vil derudover tilpasses til det enkelte selskabs faktiske omkostninger, såfremt de i perioder har været lavere end indtægtsrammen.

KOMMUNALE VARMEFORSYNINGER SKAL SELSKABSGØRES 

Aftaleparterne har besluttet, at der nu skal stilles krav om selskabsgørelse af fjernvarmevirksomheder og dermed en udskillelse fra den kommunale forvaltning. Dette mener man vil bidrage til, at princippet om organisatorisk og økonomisk armslængde, der fremgår i selskabsloven, nu også vil blive realiseret for fjernvarmevirksomhederne. 

MULIGHEDEN FOR HENLÆGGELSER AFSKAFFES

Endvidere vil selskabernes mulighed for at henlægge hos forbrugeren afskaffes. Dette vil bevirke, at det ikke længere vil være muligt for fjernvarmeselskaberne at "spare op" til fremtidige investeringer ved at hæve i varmeprisen. 

Dette vurderer aftaleparterne vil beskytte de nuværende fjernvarmekunder for at skulle betale for investeringer, der kun kommer fremtidige fjernvarmekunder til gavn. 

OPHÆVELSE AF TILSLUTNINGS- OG FORBLIVELSESPLIGTEN

Aftaleparterne ønsker endvidere at foretage en analyse af muligheden for at kunne pålægge tilslutningspligt for eksisterende byggeri. Ligeledes vil der igangsættes en analyse af, hvorvidt tilslutningspligten for nybyggeri og forblivelsespligt kan afskaffes. Hertil vil det blive behandlet, hvilke anlæg der skal omfattes af den økonomiske regulering. 

Analyserne skal bl.a. indeholde en vurdering af de forbrugerøkonomiske konsekvenser, virksomhedernes økonomi og klimaeffekterne. Formålet vil være at afklare muligheder og konsekvenser ved at give forbrugerne mulighed for at vælge den forsyningsform, der er bedst og billigst for dem.

kontakt

Line Markert

Partner

René Frisdahl Jensen

Specialistadvokat

Eigil Worm

Senioradvokat