En række brancheforeninger i forsyningssektoren har netop offentliggjort deres fælles strategi for, hvordan Danmark skal forsynes med vand, varme og affalds- og spildevandshåndtering i fremtiden.

Onsdag eftermiddag kunne brancheforeningerne for affald, varme, vand og spildevand fortælle energi-, forsynings- og klimaministeren om branchens egne visioner for forsyning af Danmark.

Danske Vandværker, DANVA, Dansk Fjernvarme, Dansk Affaldsforening og Foreningen Danske Kraftværker havde nemlig inviteret til lancering og fejring af strategien "Vi forsyner Danmark", som er branchens alternativ til regeringens forsyningsstrategi fra september 2016.  Branchen håber, at visionerne heri vil indgå i politikernes arsenal af forberedelsesmateriale til de kommende politiske forhandlinger af de initiativer, regeringen forventes at fremlægge som opfølgning på sin forsyningsstrategi.  

Vi deltog selvfølgelig i festlighederne og hørte de mange spændende oplæg. Blandt andet var det interessant at høre adm. direktør Jesper Frost Rasmussen fra DIN Forsyning fortælle om de store synergier, forsyningen har høstet efter fusionen. Derudover gav senior vice president Jesper Daugaard fra Kamstrup inspirerende og konkrete eksempler på, hvordan den danske forsyningssektor har givet Kamstrup en fordel på det globale marked. Han lagde ikke skjul på, at innovative og dygtige forsyninger har lagt grunden for deres eksporteventyr.

Festsalen på Nationalmuseet dannede fine rammer om lanceringen, og der blev trukket tråde tilbage til forsyningernes udgangspunkt, nemlig at sikre god og billig levering af vand, varme og affaldshåndtering. Fra dette udgangspunkt blev de syv bærende principper i visionerne for fremtiden fremlagt:

  1. Forsyning skal være så billig som muligt for brugerne. Forudsætningen for dette er effektiv drift og regulering.
  2. Forsyningsselskaberne skal forpligtes til at efterspørge ny teknologi og viden – evt. i samspil med private virksomheder.
  3. Geografisk skævvridning af priserne skal undgås.
  4. Bureaukrati bør undgås.
  5. Brugerne skal beskyttes mod forhøjelse af priserne ud over de reelle omkostninger.
  6. Alle ejere skal pålægges at udarbejde ejerstrategier.
  7. Forsyningsselskaberne pålægges at tage et samfundsansvar som en væsentlig aktør i den grønne omstilling.


Du kan læse meget mere om branchens visioner for forsyningssektoren på foreningernes hjemmeside, for eksempel her.

Vil du vide mere om forsyningsstrategien og opfølgningen herpå, kan du kontakte Line Markert, Rikke Søgaard Berth, Rene Frisdahl Jensen og Anne Christine Matzon.

kontakt

Line Markert

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner

René Frisdahl Jensen

Specialistadvokat