Klagenævnet for Udbud har i en ny kendelse for første gang truffet beslutning om annullation af en tildelingsbeslutning efter udbudsloven, hvilket medfører en pligt for ordregiver til at bringe den tilknyttede kontrakt til ophør.

Med den nye udbudslov i 2016 fulgte en væsentlig ændring af den hidtidige retstilstand i forbindelse med annullation af tildelingsbeslutninger. Ændringen fremgår af udbudslovens § 185, stk. 2, hvorefter annullation af en tildelingsbeslutning medfører, at ordregiver skal bringe kontrakten til ophør.
 
Klagenævnet for Udbud har den 23. marts 2017 afsagt en kendelse vedrørende et offentligt udbud af en rammeaftale om forsikringsydelser efter udbudslovens afsnit II. En tilbudsgiver, hvis tilbud var afvist som ukonditionsmæssigt, klagede med påstand om, at den vindende tilbudsgivers tilbud var ukonditionsmæssigt på en række punkter, herunder at tilbuddet indeholdte forbehold over for to mindstekrav.

Klagenævnet tog klagen til følge med hensyn til påstandene vedrørende tilbuddets forbehold og annullerede på denne baggrund tildelingsbeslutningen. Ordregiver var derfor forpligtet til, inden for rimelig tid, at bringe den indgåede kontrakt til ophør.
 

Tidligere retstilstand

Inden ikrafttrædelsen af udbudsloven medførte annullation af en tildelingsbeslutning ikke en pligt for ordregiver til at bringe kontrakten til ophør. Det skyldtes, at annullationen alene rettede sig mod ordregivers ulovlige tildelingsbeslutning og ikke mod den privatretligt indgåede kontrakt. Det var kun i helt særlige tilfælde, at Klagenævnet for Udbud havde mulighed for at pålægge ordregiver at bringe en kontrakt til ophør. Derfor var forbigåede tilbudsgivere henvist til at søge erstatning efter dansk rets almindelige regler for at få oprejsning. Praksis viser, at det i disse situationer er svært at dokumentere et tab og dermed svært at få tilkendt erstatning.
 
Med udbudslovens § 185, stk. 2, har man dog gjort op med de manglende konsekvenser af annullation af en tildelingsbeslutning.

Strengere forpligtelse

Det er nu hovedreglen, at ordregiver ved annullation af en tildelingsbeslutning er forpligtet til at bringe kontrakten til ophør. Kun i særlige tilfælde påhviler en sådan pligt ikke ordregiver. Dette vil for eksempel være tilfældet, hvis det strider imod væsentlige samfundsmæssige interesser, mennesker og dyrs sundhed eller vil medføre et helt ekstraordinært værdispild at bringe kontrakten til ophør.
 
Hvis den uretmæssigt forbigåede tilbudsgiver får erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse, og den tilbudsgiver, der er tildelt kontrakten, også skulle være tildelt kontrakten, hvis den forbigåede tilbudsgiver ikke havde afgivet tilbud, skal kontrakten heller ikke bringes til ophør.
 
Hvis ordregiver beslutter, at kontrakten skal videreføres med henvisning til en af ovenstående situationer, skal denne beslutning offentliggøres samme sted som udbudsmaterialet. Dette skal ske senest 7 kalenderdage efter offentliggørelsen af den endelige afgørelse eller dom. Hvis der ønskes at indgives en klage over denne beslutning, skal en sådan klage være Klagenævnet for Udbud i hænde senest 20 kalenderdage efter, at ordregiver har meddelt sin beslutning.

Det følger af bestemmelsen, at ordregiver skal bringe kontrakten til ophør med et "passende varsel". Hvad passende varsel er, afhænger af de konkrete omstændigheder. Ved vurderingen lægges der vægt på kontrakten og den konkrete overtrædelses karakter. Hvis ordregiver gennemfører en ny udbudsprocedure, skal kontrakten bringes til ophør, når den nye udbudsprocedure er afsluttet.
  
Det bemærkes, at § 185, stk. 2 ikke finder anvendelse i de tilfælde, hvor reglerne om ”uden virkning” i lov om Klagenævnet for Udbud finder anvendelse.

kontakt

Andreas Christensen

Partner