Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet lancerer en ny hjemmeside, der skal hjælpe både offentlige og private bygningsejere med at gennemføre flere energirenoveringer i større bygninger. Sparenergi.dk indeholder uvildig information om procedurer og erfaringer med ESCO-projekter.

Energirenovering er en investering, der på længere sigt kan være en besparelse for bygningsejeren og er godt for miljøet. Energirenovering kan dog være bekostelig og kompliceret, og det kan være svært på forhånd at vurdere, hvor stor besparelsen kommer til at blive. For at imødekomme denne usikkerhed kan et projekt udbydes som et ESCO-projekt, hvor energirenoveringen betales med den kommende besparelse, som ESCO-leverandøren garanterer i forhold til en i forvejen aftalt baseline.

ESCO-modellen er blevet anvendt i Danmark og i udlandet i mange år. Byggebranchen har imidlertid efterspurgt offentlig tilgængelig og uvildig information om ESCO. Denne efterspørgsel har Horten også har erfaret, når vi har hjulpet offentlige og private bygningsejere med deres ESCO-projekter.

På den nye hjemmeside samles vejledninger, tjeklister og anbefalinger baseret på erfaringer om ESCO. Hjemmesiden indeholder også generel information om, hvordan ESCO-modellen fungerer og tilrettelægges blandt andet i forhold til udbud, finansieringsmodeller og ansvarsfordeling.

Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp til dit næste ESCO-projekt, er du velkommen til at kontakte os.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Louise Hilton Saggau

Advokat