Der er indgået en politisk aftale om fair prissætning og regler for kontrolbud, mens regler om grænserne for offentlig erhvervsaktivitet og et klageorgan forventes at komme på plads senere på året. Det fremgår af den delaftale, som regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har indgået for at sikre en mere fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører. Aftalen er en opfølgning på regeringens udspil fra september 2017.

Den offentlige sektor i Danmark varetager en lang række opgaver, der er til gavn for borgere og virksomheder, og som ligger inden for det offentliges kerneområde.

I visse tilfælde varetager den offentlige sektor dog opgaver, der ikke er inden for de typiske kerneopgaver, og som også varetages af private virksomheder – eksempelvis konsulent- og rådgivningsydelser. Når det offentlige på den måde er i direkte konkurrence med private virksomheder, kan det føre til en unfair konkurrence mellem parterne.

Klarere regler for det offentliges opgaver uden for kerneområdet

Regeringen og de øvrige aftaleparter er enige om, at det offentlige som udgangspunkt skal udføre kerneopgaver, og at der skal være begrænset adgang for den offentlige sektor til at gå ind på private markeder. Der skal derfor fastsættes klare regler for, hvilke særlige hensyn, der kan begrunde, at det offentlige varetager andre opgaver end kerneopgaverne.

Det skal derudover sikres, at offentlig erhvervsaktivitet – når dette er begrundet i sådanne særlige hensyn – sker på fair og lige vilkår i forhold til private aktører.

Delaftalens fire initiativer

Aftaleparterne er enige om følgende initiativer, der skal sikre mere fair og lige konkurrence:

Fair prissætning ved offentlig erhvervsaktivitet

  • Prissætning i stat, regioner og kommuner skal så vidt muligt ske med afsæt i OECD's anbefalinger til prissætning af offentlige ydelser, så den offentlige sektors priser ikke er konkurrenceforvridende fx som følge af skatte- eller momsmæssige forhold.

Klarere regler for kontrolbud

  • Reglerne for kontrolbud ved kommunale og regionale udbud skal revideres for at sikre øget åbenhed, og der skal være pligt til at lave en opfølgning på vundne kontrolbud hvert andet år. Opfølgningen skal forelægges kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.
  • Der vil blive udarbejdet en ny vejledning til kommunerne og regionerne om "det gode kontrolbud".

En arbejdsgruppe for offentlige erhvervsaktiviteter

  • Arbejdsgruppen skal komme med forslag til konkrete aktiviteter, som det offentlige ikke skal kunne udføre.
  • Repræsentanter fra KL, Danske Regioner, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Erhvervsministeriet og Finansministeriet (formand) vil indgå i arbejdsgruppen, hvis arbejde skal være afsluttet i juni 2018, hvorefter aftaleparterne vil drøfte forslagene.

Bedre klageadgang ved offentlig erhvervsaktivitet

  • Aftaleparterne er principielt enige om at nedsætte en tværgående og uafhængig klagemyndighed, der vil blive placeret i Nævnenes Hus i Viborg.
  • Klagemyndigheden skal styrke håndhævelsen af reglerne gennem en hurtigere sagsbehandling af høj kvalitet.
  • Klagemyndighedens konkrete kompetencer i forhold til kommunal og regional erhvervsvirksomhed fastlægges i efteråret 2018, når resultaterne af arbejdet i ovenstående arbejdsgruppe foreligger.


Læs aftaleteksten her.

Regeringens udspil fra september 2017 kan ses her, og Hortens webinar om fair og lige konkurrence kan ses eller genses her.

Video: Perspektiv på delaftalen om Fair og lige konkurrence

I videoen her gennemgår advokaterne Rikke Søgaard Berth og Line Markert delaftalen om fair og lige konkurrence på fire minutter.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner

Malene Graff

Specialistadvokat