Folketinget har den 6. december 2018 vedtaget ændringer til aktieoptionsloven, som medfører to væsentlige skift i retsstillingen, bl.a. går man væk fra den tidligere differentierede retsstilling ved fratræden.

Regeringen og flere støttepartier indgik i efteråret 2017 en politisk aftale om erhvervs- og iværksætteriinitiativer. De netop vedtagne ændringer til aktieoptionsloven er en udmøntning af et af initiativerne i den politiske aftale og, som ved indførelsen af aktieoptionsloven, er formålet at gøre det attraktivt at etablere optionsordninger. Formålet er derfor at ophæve de nugældende begrænsninger for, hvad det er muligt at aftale om optioner i forbindelse med fratræden.

Ændringerne indebærer, at de nugældende §§ 4 og 5, der regulerer medarbejderes ret til uudnyttede optioner ved fratræden, bliver ændret markant til at vedrøre tilbagekøb af allerede udnyttede optioner (og dermed erhvervede kapitalandele). Aktieoptionsloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt regler om tilbagekøb af erhvervede kapitalandele.

Ifølge de nugældende bestemmelser afhænger medarbejdernes ret til at beholde uudnyttede optioner af årsagen til fratræden. Groft sagt har medarbejdere, der uforskyldt bliver opsagt, inden de har udnyttet de tildelte optioner, ret til at beholde deres optioner, mens medarbejdere, der selv opsiger deres ansættelsesforhold, eller bliver selvforskyldt opsagt, mister retten til optioner. Med lovændringen forsvinder den differentiering helt fra loven.

Den bestemmelse, der træder i stedet for den differentierede fratrædelsesbestemmelse, får følgende ordlyd: "Lønmodtageren og arbejdsgiveren kan ikke aftale, at arbejdsgiveren ved lønmodtagerens fratræden kan tilbagekøbe aktier eller anparter, der er erhvervet i henhold til en ordning eller aftale omfattet af § 1, til en lavere pris end markedsprisen."

Den nye bestemmelse vedrører altså allerede erhvervede kapitalandele og bestemmer, at der kan indgås aftale om tilbagekøb af disse i tilfælde af fratræden – så længe det er til markedspris.

Bredere aftalefrihed vedrørende fratræden

Ændringerne i aktieoptionsloven medfører, at de nugældende begrænsninger i relation til aftalefrihed i forhold til medarbejdernes fratræden, før optionerne udnyttes, bortfalder. Det vil ikke alene gøre det lettere for f.eks. iværksættere i Danmark at etablere aktieoptionsordninger, men også forsimple internationale koncerners implementering af globale ordninger i Danmark, da de ofte indeholder vilkår i strid med de nugældende regler. Dog indebærer ændringerne også, at der er risiko for, at fastholdelseselementet i ordningerne svækkes.

Den ikke-regulerede retsstilling i forbindelse med fratræden, som også til dels oprindeligt var baggrunden for indførelsen af aktieoptionsloven, genopstår med ophøret af de differentierede fratrædelsesregler. Det efterlader flere spørgsmål i relation til, hvor bred aftalefrihed virksomhederne er efterladt med efter bortfald af de nugældende regler. I fraværet af regulering, er det overladt til den almindelige aftaleret at sætte rammerne for aftalefriheden i aktieoptionsordninger i relation til vilkårene ved medarbejderes fratræden.

Ny regulering om tilbagekøb

Derudover indeholder den nye bestemmelse om tilbagekøb af erhvervede kapitalandele krav om, at tilbagekøb af allerede erhvervede kapitalandele ikke kan ske til under markedsværdi. Det forudsætter, at markedsværdien kan fastslås, og at kapitalandelene er omsættelige på det åbne marked. Hvis ikke det er tilfældet, finder den nye bestemmelse i aktieoptionsloven ikke anvendelse, og aftaler i aktieoptionsordningen vedrørende tilbagekøb af allerede erhvervede kapitalandele bliver alene reguleret af den almindelige aftaleret – som det er tilfældet i dag.

Forventede konsekvenser af ændringen

Det må antages, at afgrænsningen af både aftalefriheden i relation til regler om bortfald af optioner i forbindelse med fratræden samt regler om tilbagekøb af erhvervede kapitalandele, herunder afgrænsningen af begrebet markedspris i aktieoptionsloven, vil blive genstand for domstolsprøvelse for at fastlægge de retlige rammer for vilkår i aktieoptionsordninger.

Den større aftalefrihed medfører, at det fremadrettet – i endnu højere grad – er nødvendigt at tage stilling til, hvad der skal gælde i forbindelse med en medarbejders fratræden.

Ændringerne træder i kraft allerede den 1. januar 2019 og gælder for aktieoptionsordninger etableret fra dette tidspunkt. Derfor vil de som udgangspunkt ikke finde anvendelse på igangværende ordninger. Afgrænsningen af, hvornår en ordning anses etableret er ikke fuldstændig afklaret med det vedtagne lovforslag.

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Kristine Friis Nolsø

Specialistadvokat