Finn Schwarz, managing partner i Horten Advokatpartnerselskab, fylder 60 år den 29. maj 2018.

Finn Schwarz er født og opvokset i en klassisk tæt jødisk familie med forældre, storebror og bedsteforældre i samme hus i København. Han valgte tidligt sin karrierevej: Allerede som 22-årig var han færdiguddannet som jurist fra Københavns Universitet, og efter seks år som dommerfuldmægtig i bl.a. Højesteret kom han til Horten i 1987, hvor han lige siden har gjort karriere som advokat og partner og i en årrække som bestyrelsesformand og afdelingsleder. Januar 2018 tiltrådte Finn Schwarz som managing partner, hvor hans stærke forretningsforståelse og innovative tilgang til advokatbranchen nu skal være med til at sikre advokatfirmaets fortsatte vækst.

Finn Schwarz er kendt som en utraditionel, visionær, handlekraftig og til tider også lidt utålmodig leder, der gerne tager del i både den faglige og den politiske debat. Som formand for det Jødiske Samfund i 2009-2014 havde han en markant stemme i trossamfundets åbning over for det danske samfund.

Han bestrider en lang række bestyrelsesposter i så forskellige selskaber og organisationer som Fundcollect A/S, Fundconnect A/S, ARAS Security A/S, Dansk Jødisk Museum og Nørre Gymnasium. Han er desuden medlem af Revisionskomitéen i Dansk Flygtningehjælp og dermed tillige medlem af flygtningehjælpens Kenya Board.

Udover sit fokus på den overordnede ledelse som administrerende partner bruger Finn Schwarz fortsat en del af sin tid på sit ekspertområde, ansættelses- og arbejdsretten. Her favner hans virke bredt fra den klassiske ansættelsesret, over direktørforhold til arbejdsskade- og arbejdsmiljøret, og han har også et forfatterskab, som tæller mere end 10 fagbøger om jura, på sit cv.

Finn Schwarz har ført et stort antal rets- og voldgiftssager, herunder principielle sager ved Højesteret. Han har også ført mange markante sager, bl.a. som advokat for den tidligere Vestas-direktør Henrik Nørremark og senest bl.a. sagen om ledelsesansvaret efter Melodi Grandprix 2014.

I 2017 tildelte Foreningen Ansættelsesadvokater Finn Schwarz årets H.G. Carlsen pris som en hæder for en særlig, mangeårig indsats på det ansættelses- og arbejdsretlige område.

60 årsdagen fejres med en reception for venner, forretningsforbindelser og samarbejdspartnere fredag den 1. juni kl. 14-16 hos Horten Advokatpartnerselskab.