Arbejdstilsynet har for nyligt opdateret At-meddelelse nr. 4.01.6-1, der beskriver, hvornår elever i erhvervspraktik er omfattet af arbejdsmiljølovgivningens regler om unges arbejde.

Når en virksomhed har unge under 18 år i erhvervspraktik, skal virksomheden være opmærksom på, hvorvidt arbejdsmiljølovgivningens regler er gældende. Det er tilfældet, hvis eleverne udfører arbejde for en arbejdsgiver. Der vil altid være tale om en konkret vurdering af, om der er tale om arbejde for en arbejdsgiver. Det er bl.a. afgørende for vurderingen, hvorvidt:

  • den unge udfører arbejde, der kan sidestilles med, eller har overvejende lighed med det arbejde, ansatte udfører
  • den unge har pligt til at stille sin personlige arbejdskraft til rådighed
  • den unge har undergivet instruktionsbeføjelse og kontrol
  • der stilles arbejdsrum og nødvendige materialer til rådighed for den unge.

Særlige krav

Hvis erhvervspraktikken for unge under 18 omfatter arbejde for en arbejdsgiver, vil de almindelige regler om arbejdsmiljø gælde. Samtidig gælder særlige regler, da eleven er under 18.

For det første gælder en række aldersgrænser for, hvilket arbejde, eleven må udføre:

  • Elever under 13 år må ikke udføre arbejde for en arbejdsgiver
  • Elever på 13 år må kun udføre lettere erhvervsmæssigt arbejde
  • Elever på 14 år må alene udføre lettere erhvervsarbejde, hvis der ikke er tale om farligt arbejde.
  • Der gælder et generelt forbud mod, at unge under 18 udfører arbejde, der kan være skadeligt eller farligt.

For det andet gælder særlige regler om arbejdstiden, som for unge generelt ikke må overstige 8 timer dagligt og 40 timer ugentligt. Arbejdet må som udgangspunkt ikke placeres mellem kl. 20.00 og 6.00, men den regel kan fraviges for elever i 10. klasse, hvis der er tale om erhverv, hvor der forekommer aften- og natarbejde. Endvidere har eleverne i 8.-9. klasse og 10. klasse krav på henholdsvis en daglig hvileperiode på mindst 14 og 12 sammenhængende timer samt to sammenhængende fridøgn.

Arbejdsgiverens pligter

Når en arbejdsgiver har en ung under 18 i erhvervspraktik, skal arbejdsgiveren ved valg af arbejdsopgaver og tilrettelæggelsen af arbejdet sikre, at den unge kan udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Derudover skal arbejdsgivere, der har elever fra 6. til 9. klasse i erhvervspraktik, underrette de unges forældre eller værge om arbejdet, herunder arbejdstiden, eventuelle ulykkes- og sygdomsfarer samt sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger, der er truffet.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Maria Schmiegelow

Advokat