Et autismecenter havde ikke sikret, at arbejdsforholdene var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige, da en omsorgsmedhjælper blev overfaldet af en beboer, fastslår Højesteret i en nylig afsagt dom. Højesteret skulle også tage stilling til, hvordan erstatningsbyrden mellem autismecenteret og beboeren, der var infantil autist, skulle fordeles.

En omsorgsmedhjælper ved et autismecenter blev overfaldet af en beboer og fik som følge her bl.a. en forvredet skulder. Skulderskaden, der havde medført et erhvervsevnetab på 25 %, blev anerkendt som en arbejdsskade. Omsorgsmedhjælperen rettede et erstatningskrav mod beboeren bl.a. med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det var beboerens opfattelse, at autismecenteret som arbejdsgiver for den skadelidte omsorgsmedhjælper skulle friholde beboeren for ansvar, hvorfor beboeren inddrog centeret i sagen.

Uenighed om arbejdsgiveransvaret

I byretten blev beboeren fundet erstatningsansvarlig over for omsorgsmedhjælperen, mens autismecenteret blev frifundet for ansvar. Beboeren ankede herefter afgørelsen til landsretten, som modsat byretten fandt, at arbejdsgiveren ikke havde givet omsorgsmedhjælper - der på skadestidspunktet havde været ansat i 1,5 måneder og ikke havde tidligere erfaring med arbejde med autister - tilstrækkelig instruktion i arbejdet med pasning af autister. Desuden bestod bemandingen på skadestidspunktet af omsorgshjælperen og en anden tilkaldevikar, uden fast personale til stede, hvilket stred mod centerets voldshandlingsplan. Landsretten fandt derfor, at autismecenteret var ansvarlig for omsorgshjælperens arbejdsskade.

Sagen blev anket til Højesteret, som i sin afgørelse lagde vægt på, at autismecenteret, hvor ulykken fandt sted, var indrettet med lange, trange gange, hvilket ledelsen var blevet oplyst i en rapport. I rapporten blev det betegnet som en sikkerhedsrisiko, da det kunne være svært at slippe væk, hvis der opstod en situation med en udadreagerende beboer. Den fysiske ramme øgede derfor risikoen for konflikter og dermed skader på medarbejdere og beboere.

Højesteret fastslog, at autismecentret var ansvarlig for arbejdsulykken fordi centret som arbejdsgiver ikke havde sørget for, at arbejdsforholdene var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Det blev også tillagt vægt, at autismecenteret havde viden om, at beboeren var meget udadreagerende, samt at det var to mindre erfarne medarbejdere, der var alene på arbejde den pågældende dag.

Indbyrdes fordeling af ansvar mellem autismecentret og beboeren

Både i landsretten og for Højesteret var et af spørgsmålene, hvordan ansvaret skulle fordeles mellem beboeren, der var infantil autist, og arbejdsgiveren, når begge var ansvarlige efter den almindelige culparegel, og begge dækket af en ansvarsforsikring.

Landsretten fandt, at autismecentret skulle bære det fulde ansvar for arbejdsskaden, da autismecenteret som arbejdsgiver - og dermed ansvarlig for tilrettelæggelsen af arbejdet - havde kompetencer og ressourcer til at beskytte både medarbejdere og beboere. Landsretten fremhævede, at beboeren på grund af sin autisme ikke var i stand til at reflektere over sine handlinger og ingen mulighed havde for at undgå eller forebygge den type af skadegørende handlinger.

Omvendt fandt Højesteret, at selvom beboeren på grund af sin autisme ikke kunne forstå eller reflektere over sine handlinger, skulle vedkommende som udgangspunkt bedømmes som en sjælssund person.

Højesteret fremhævede, at det i vurderingen af, hvordan ansvaret skal fordeles mellem en person med nedsat psykisk funktionsevne og den institution, der har den pågældende i sin varetægt, bør indgå, i hvilket omfang de hver især har mulighed for at forebygge eller undgå de skade¬gørende handlinger og dermed risikoen for skade.

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at autismecenteret skulle bære 2/3 af ansvaret.

Dommen viser, at blot fordi en ansvarsforsikret person på grund af nedsat psykisk funktionsevne ikke er i stand til at forstå eller reflektere over sine handlinger, kan dette ikke i sig selv medføre, at personen helt fritages for ansvar. I vurderingen af, hvordan ansvaret skal fordeles, skal det derimod indgå, i hvilket omfang beboeren og institutionen hver især har mulighed for at forebygge eller undgå den skade¬gørende handling.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Maria Schmiegelow

Advokat