Danmark indførte den 1. januar 2018 en fireårig forsøgsordning for medicinsk cannabis. Sundhedsdatastyrelsen har netop offentliggjort antallet af hhv. udskrevne og indløste recepter på medicinsk cannabis i 2018. 

I starten af april offentliggjorde Sundhedsdatastyrelsen, at der i 2018 var 1.384 borgere i Danmark, der fik udskrevet recept på medicinsk cannabis omfattet af forsøgsordningen. Endvidere offentliggjorde styrelsen, at 1.211 borgere valgte at indløse deres recepter på medicinsk cannabis i perioden.

Mere end halvdelen af borgerne fik udskrevet recept på medicinsk cannabis og indløst recepten i det sidste kvartal af 2018. Årsagen til den markante stigning kan skyldes, at der er kommet flere cannabisholdige produkter på det danske marked.

Offentliggørelsen viser desuden, at:

  • læger i alle regioner udskriver medicinsk cannabis
  • Region Sjælland har det største salg af cannabisprodukter omfattet af forsøgsordningen
  • de fleste recepter på cannabis er relateret til patienter med nervesmerter.

Rapport om bivirkninger offentliggjort

Lægemiddelstyrelsen har samtidig offentliggjort en rapporten Bivirkningsindberetninger om cannabisslutprodukter under forsøgsordningen. Rapporten viser, at Lægemiddelstyrelsen i 2018 modtog 21 indberetninger om formodede bivirkninger forbundet med medicinsk cannabis anvendt i forbindelse med forsøgsordningen.

Desuden gennemgår rapporten de indberettede bivirkninger, og Lægemiddelstyrelsen kommer med sin vurdering af, om der er en mulig sammenhæng mellem de indberettede symptomer og anvendelsen af den medicinske cannabis.

På baggrund af de indberettede bivirkninger vurderer Lægemiddelstyrelsen ikke, at der er sikkerhedsproblemer forbundet med medicinsk cannabis. Indberetningerne har heller ikke givet anledning til iværksættelse af foranstaltninger for at minimere risikoen ved de cannabisholdige produkter.