Vestre Landsret har den 25. februar 2019 sat sidste punktum i en årelang strid mellem brændeovnsproducenten Morsø Jernstøberi A/S og en opsagt forhandler. Landsretten afviste, at forhandleren havde krav på erstatning for uberettiget opsigelse. Horten har bistået Morsø Jernstøberi A/S i det omfangsrige sagskompleks.

Forhandleren havde oprindeligt for Retten i Aalborg fremsat et erstatningskrav på ca. 9 mio. kr. for uberettiget opsigelse af parternes samarbejde. Forhandleren var af den opfattelse, at to indgåede tillæg til parternes samhandelsaftale medførte uopsigelighed af parternes samarbejde i fem år, hvor der på opsigelsestidspunktet resterede ca. tre år.

Både Retten i Aalborg og Vestre Landsret afviste, at forhandleren havde krav på erstatning som følge af opsigelsen, idet erstatningskravet for Vestre Landsret var nedsat til ca. 1,8 mio. kr.

Forhandleren fik således alene medhold i, at en leveringsnægtelse op til julen 2016 ca. en uge før opsigelsesvarslets udløb havde været uberettiget og blev tilkendt ca. 34.000 kr. i erstatning herfor. 

På et tidligere stadie i sagsforløbet havde Sø- og Handelsretten - i forlængelse af et ved Retten i Aalborg nedlagt påbud i henhold til retsplejelovens kapitel 40, som blev stadfæstet ved kæremål for Vestre Landsret - endegyldigt fastslået, at forhandleren efter samarbejdsaftalens udløb bl.a. var uberettiget til fremadrettet at benytte navnet ”Morsø” i sit selskabsnavn.

kontakt

Kasper Kabel Revsbech

Advokat