Den 21. januar 2019 stadfæstede de svenske domstole konkurrencemyndighedernes afgørelse om, at genbrugsvirksomheden Förpacknings- och Tidningsinsamlingen har misbrugt sin dominerende stilling ved at nægte en konkurrent adgang til virksomhedens genbrugsstationer.

Förpacknings- och Tidningsinsamlingen ("FTI") hjælper svenske producenter med at leve op til deres forpligtelser til at sikre indsamling og genanvendelse af emballage. Det kræver adgang til et landsdækkende system af genbrugsstationer. FTI driver Sveriges eneste landsdækkende genbrugssystemer. Patent- och marknadsdomstolen i Stockholm mener derfor, at FTI har monopol på markedet og følgeligt har en dominerende stilling.

I 2012 indgik FTI en aftale med TMResponsibility ("TMR") om brugsret til FTI's genbrugsstationer. TMR er FTI's eneste konkurrent på markedet for producentansvarstjenester. I 2016 besluttede FTI at opsige aftalen om brugsret med TMR.

Opsigelse af kontrakt udgjorde misbrug af dominerende stilling

Både de svenske konkurrencemyndigheder og Patent- och marknadsdomstolen har vurderet, at FTI har misbrugt deres dominerende stilling ved at opsige kontrakten med TMR. De vurderer, at der ikke findes alternative indsamlingsmetoder til FTI's genbrugsstationer, og at det er næsten umuligt at opbygge et parallelt system grundet mangel på egnede steder. FTI's opsigelse af TMR-aftalen medfører derfor, at TMR tvinges til at forlade markedet. Eftersom TMR er FTI's eneste konkurrent, vil en nedlukning af levering medføre, at al effektiv konkurrence på markedet vil blive elimineret.

Det er endnu ikke afklaret, om afgørelsen appelleres.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat