Det er blevet dyrere at rede trådene ud efter et IVS' overgang til tvangsopløsning f.eks. ved manglende indlevering af årsrapport.

Folketinget vedtog den 9. april en ændringslov til selskabsloven, som afskaffede iværksætterselskabet ("IVS") som selskabsform. For eksisterende IVS'er er der indført en to-årig overgangsperiode, hvorefter de forpligtes til at lade sig omregistrere til anpartsselskaber ("ApS") eller lade sig opløse inden den 15. april 2021.

Tvangsopløsning af IVS'er

En tvangsopløsning er en tvungen afvikling af et selskab, hvorefter selskabet ophører med at eksistere. Tvangsopløsning kan iværksættes af Erhvervsstyrelsen, f.eks. hvis et selskab:

  • ikke har indleveret årsrapport rettidigt
  • ikke har en lovlig ledelse
  • ikke har registreret sine reelle ejere, eller
  • ikke har anmeldt en revisor (og årsrapporten skal revideres).

Erhvervsstyrelsen fastsætter i praksis typisk en frist på fire uger, hvorefter anmodningen om tvangsopløsning indgives til skifteretten. Herefter udnævner skifteretten en likvidator, som er ansvarlig for afviklingen af selskabet.

Slut med genoptagelse som IVS – men evt. mulighed for genoptagelse som ApS

Når et selskab er oversendt til tvangsopløsning hos skifteretten, har selskabet en frist på tre måneder til at blive genoptaget, hvorefter selskabet fortsættes på sædvanlig vis. Såfremt en genoptagelse finder sted, bliver Erhvervsstyrelsens oversendelse til skifteretten trukket tilbage, og selskabet kan fortsætte sin virksomhed.

Genoptagelse forudsætter generelt, at en række betingelser er opfyldt:

  • Selskabets generalforsamling skal beslutte genoptagelsen.
  • De forhold, der begrundende oversendelsen til tvangsopløsning, skal være blevet berigtiget.
  • Der skal foreligge revisorerklæring om, at der ikke er ydet ulovlige kapitalejerlån mv.
  • Hvis skifteretten har udnævnt en likvidator, er genoptagelse betinget af dennes samtykke.

Genoptagelse kan dog aldrig ske, hvis selskabet tidligere inden for de sidste fem år har været taget under tvangsopløsning.

For IVS gælder efter lovændringen yderligere den betingelse, at IVS'et skal omregistreres til et ApS. Det kræver generalforsamlingens godkendelse af de relevante vedtægtsændringer, og det skal dokumenteres, at selskabskapitalen er minimum 40.000 kr. Den dokumentation kan bestå af en vurderingsberetning udarbejdet af revisor eller en ledelseserklæring. Modellen med en ledelseserklæring forudsætter dog;

  • at, den afgives umiddelbart efter vedtagelsen af selskabets reviderede årsrapport,
  • at selskabskapitalen og frie reserver ifølge årsrapporten udgør mindst 40.000 kr., og
  • at balancedagen i årsrapporten ikke ligger mere end 5 måneder forud for generalforsamlingen, hvor overgangen til ApS vedtages.

Hvis ekstra kapital er nødvendig for omregistreringen til ApS, kan selskabskapital forhøjes også ved apportindskud, hvilket ellers ikke er muligt for IVS'er. Omregistreringen til ApS skal foretages senest samtidig med anmeldelsen om genoptagelse.

Muligheden for at lade IVS'et under tvangsopløsning ophøre ved fusion

En alternativ løsning til omregistrering til ApS er at lade IVS'et ophøre ved fusion. Hvis ellers betingelserne for sådan fusion opfyldes, kan den fremgangsmåde anvendes for ethvert kapitalselskab, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse.

Et IVS under tvangsopløsning kan i overensstemmelse med selskabslovens regler ophøre ved fusion med et kapitalselskab, som ikke er under tvangsopløsning. Herved overføres samtlige rettigheder, forpligtelser, aktiver og passiver fra IVS'et til det fortsættende kapitalselskab. Kapitalselskabet kan f.eks. være et andet IVS, et ApS eller et A/S.

Hvis der ved fusionen stiftes et nyt fortsættende selskab, kan det som følge af lovændringen ikke længere blive et IVS.

Det skal understreges, at et selskab under tvangsopløsning kun kan indgå i en fusion, hvis skifteretten eller den af skifteretten udnævnte likvidator har meddelt samtykke hertil. I praksis vil skifteretten normalt udnævne en likvidator, som tager stilling til om samtykke skal gives, og likvidator vil i den forbindelse f.eks. påse, at kreditorernes interesser bliver varetaget som led i fusionen. Den proces er derfor almindeligvis dyrere og mere tidskrævende end en genoptagelse efter de ovenfor beskrevne almindelige regler.

kontakt

Jim Øksnebjerg

Partner

Frans Rossen

Partner

Jacob Kornerup

Partner