Lægemiddelstyrelsen har netop givet virksomheden Spectrum Cannabis tilladelse til produktion af medicinsk cannabis. Virksomheden er den første danske virksomhed, der er blevet godkendt.

I januar 2018 indførte Danmark en forsøgsordning med medicinsk cannabis. Samtidigt blev der indført en udviklingsordning med det formål at sikre lovlig dyrkning af cannabis, der er egnet til at indgå i forsøgsordningen eller til lægemiddelfremstilling.

Det betyder, at virksomheder, der ønsker at producere medicinsk cannabis i Danmark, skal ansøge om tilladelse til dyrkning og håndtering af cannabis med henblik på at udvikle cannabis egnet til medicinsk brug hos Lægemiddelstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen stiller imidlertid en lang række krav til dyrkning af medicinsk cannabis i Danmark, som kan være meget udfordrende og uforholdsmæssigt krævende at opfylde.

Lægemiddelstyrelsen godkender fynsk virksomhed til produktion af medicinsk cannabis

Styrelsen har netop givet den første tilladelse til produktion af medicinsk cannabis i Danmark med henblik på salg og eksport. Tilladelsen er givet til den fynske virksomhed Spectrum Cannabis, som har været en del af Lægemiddelstyrelsens udviklingsordning for dyrkning og håndtering af medicinsk cannabis, siden ordningen blev indført.

Godkendelsen er givet på baggrund af udviklingsordningen, der løber ind til udgangen 2021, men som eventuelt vil blive en permanent ordning. Desuden resulterer godkendelsen i, at der om nogle måneder vil begynde at komme dansk cannabis på markedet, hvis alt forløber som forventet.

Det har hidtil været svært at forudse, om medicinsk cannabis har et potentiale til stor økonomisk gevinst, eftersom der er tale om en ordning, der udløber om mindre end tre år.

Det forventes, at flere virksomheder i løbet af den næste tid vil få tilladelse til dyrkning med henblik på salg og eksport af cannabis. Det kræver dog fortsat, at virksomheden lever op til lægemiddelstyrelsens strenge krav.

kontakt

Anders Valentin

Partner

Christine Weihe Kjærgaard

Advokatfuldmægtig