EU-Domstolen har den 5. marts 2019 truffet afgørelse om, hvorvidt nationale myndigheder har pligt til at tilbagesøge ulovlig statsstøtte, og om støttemodtager i den forbindelse kan påberåbe sig berettigede forventninger.

Den estiske bagerivirksomhed, Eesti Pagar, fik i marts 2009 tildelt støtte af en estisk fond til udvikling af iværksætterkultur til et produktionsanlæg til brød. Støtten blev givet efter gruppefritagelsesforordningen og dermed som støtte fritaget pligten til at søge godkendelse hos Kommissionen. Fonden omgjorde efterfølgende vurderingen og fandt, at støtten ikke kunne gruppefritages alligevel. Derfor blev støtten tilbagesøgt med renter.

EU-Domstolen fastslår i deres afgørelse, at fonden handlede korrekt ved at tilbagesøge støtten. Sagen viser, at støttemodtager altid skal sikre sig, at støtten er lovlig. Det er ikke tilstrækkeligt at bero på vejledning og vurderinger fra nationale myndigheder.

Ulovlig statsstøtte – gruppefritagelsesbetingelser ikke opfyldt

På trods af tildelingen af støtte fandt fonden efterfølgende, at der var tale om ulovlig statsstøtte, fordi betingelserne i gruppefritagelsesforordningen ikke var opfyldt. Det er et krav, at ansøgningen om støtte foreligger, inden projektet påbegyndes, men virksomheden havde i dette tilfælde indgået kontrakt om køb af produktionsanlægget inden støtteansøgningen.

På den baggrund valgte fonden at tilbagesøge støtten med renter.

Det mente virksomheden ikke var berettiget og indbragte sagen for den estiske højesteret. De gjorde gældende, at fonden var bekendt med, at aftalen var indgået, før ansøgningen om støtte blev indgivet, samt at fonden havde vejledt dem til at indgå kontrakten, før de ansøgte om støtte. Derfor mente virksomheden, at de havde en berettiget forventning om, at støtten var lovlig. Den estiske højesteret stillede i den forbindelse en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen.

Er der pligt til at tilbagesøge ulovlig statsstøtte?

Et af de præjudicielle spørgsmål var, om nationale myndigheder skal kræve ulovlig statsstøtte tilbagebetalt.

EU-Domstolen udtalte i den forbindelse, at fritagelse for anmeldelsespligten i TEUF art. 108, stk. 3, kun kan påberåbes, når betingelserne i gruppefritagelsesforordningen er opfyldt. Hvis det viser sig, at støtte tildelt i medfør af forordningen alligevel ikke opfylder betingelserne, er støtten blevet tildelt som ulovlig statsstøtte.

Anmeldelsespligten i art. 108, stk. 3, har direkte virkning og finder dermed direkte anvendelse nationalt på enhver støtte, som gennemføres uden at være anmeldt. Derfor har de nationale myndigheder pligt til på eget initiativ at tilbagesøge ulovlig støtte med tillæg af renter.

Støttemodtager har ikke berettigede forventninger

Et andet præjudicielt spørgsmål i sagen var, om en national myndighed kan skabe en berettiget forventning hos støttemodtageren ved at bruge gruppefritagelsesforordningen forkert.

EU-Domstolen slog fast, at det forhold, at en national myndighed har anvendt gruppefritagelsesforordningen forkert, ikke kan skabe en berettiget forventning hos støttemodtager. Kommissionens kontrol med statsstøtte er obligatorisk, og når anmeldelsespligten ikke er iagttaget, kan der principielt ikke bestå en berettiget forventning om, at støtten er lovlig.

I en situation hvor der er tildelt ulovlig støtte, påhviler det de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten, og de har ikke kompetence til at træffe afgørelse om, at der ikke foreligger en anmeldelsespligt.

Derfor er det ikke tilstrækkeligt, at en national myndighed har vurderet støtten som lovlig. Støttemodtager må selv undersøge reglerne og er selv ansvarlig for at sikre sig, at støtten er lovlig.

Vil du vide mere?

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Marie Løvbjerg

Advokat