World Health Organization (WHO) har udsendt en række anbefalinger til en omklassificering af cannabis under de internationale traktater. FN's Kommission for Narkotiske Midler og dens 53 medlemmer skal vurdere og stemme om anbefalingerne i marts. Gennemføres den lempeligere klassificering, vil brug og dyrkning af medicinsk cannabis formentlig blive yderligere lempet i Danmark.

På internationalt plan er cannabis nu også på dagsordenen, og flere lande har de seneste år lempet deres lovgivning på området. WHO's seneste anbefalinger er udtryk for en stigende international anerkendelse af cannabis-plantens medicinske fordele.

WHO: Cannabis og cannabis-harpiks skal alene omfattes af Bilag I

Cannabis og cannabis-harpiks er på nuværende tidspunkt placeret i fortegnelsen i Bilag IV i FN's Enkelt Konvention angående narkotiske midler fra 1961. WHO anbefaler, at cannabis og cannabis-harpiks fremover alene skal være omfattet af Bilag I. Konventionens bilag rangerer fra Bilag I til Bilag IV alt afhængig af stoffernes potentielle sundhedsskadelige virkning.

Bilag I omfatter stoffer med afhængighedsskabende virkning med risiko for misbrug, mens Bilag IV omfatter de Bilag I-stoffer, der er mest skadelige og tilmed har en ekstremt begrænset medicinsk eller terapeutisk virkning. Cannabis og cannabis-harpiks er sammen med f.eks. heroin omfattet af begge bilag.

Stoffer omfattet af Bilag IV er underlagt en meget streng international regulering, og medlemslandene er forpligtede til at overholde en lang række kontrolforanstaltninger fastlagt i konventionen. Kontrollen med stoffer, der alene er omfattet af Bilag I, er lempeligere. Danmark er, uanset vores nationale lovgivning på området, forpligtet til at overholde konventionen.

Cannabis' medicinske potentiale anerkendes i højere grad internationalt

Baggrunden for WHO's anbefalinger er, at man nu internationalt anerkender, at cannabis har et stort terapeutisk og medicinsk potentiale, og at den nuværende klassificering ikke er hensigtsmæssig i forhold til medlemsstaternes mulighed for at udnytte potentialet.

WHO's anbefalinger er endnu ikke bindende. De 53 medlemmer af FN's Kommission for Narkotiske Midler skal som sagt stemme om anbefalingernes optagelse i konventionen i marts.

kontakt

Anders Valentin

Partner

Christine Weihe Kjærgaard

Advokatfuldmægtig