En Power Purchase Agreement (PPA) omtales ofte som et centralt værktøj i den grønne omstilling. Men hvad er en PPA egentlig, og hvordan fungerer den som aftaledokument i den grønne omstilling?

En PPA er en aftale mellem en producent af grøn strøm og en køber, hvorved producenten forpligter sig til at levere og køberen forpligter sig til at aftage den grønne strøm.. Det er til fordel for fx en køber, der ønsker en mere grøn profil, samt en producent der ønsker at sikre en stabil indtægt med henblik på at gøre det nemmere at skaffe finansiering. PPA'er fungerer som et finansielt værktøj, hvor betalingerne til producenter via PPA'en kan stilles til sikkerhed over for banken. PPA'er er dermed et værktøj, der blandt andet kan sikre finansiering, og dermed realisering, af bæredygtige energiprojekter for producenten, og give køberen af grøn strøm mulighed for at mindske deres CO2-aftryk.

Hvordan fungerer en PPA?

En PPA kan være opbygget forskelligt, alt afhængig af de konkrete omstændigheder og den pågældende aktørs adgang til el og elnettet. De to mest almindelige typer benævnes som sleeved PPA og virtuel (finansiel) PPA, som vi gennemgår nærmere herunder. Derudover kan der også være tale om en 'on-site' PPA, hvor strømmen leveres direkte til forbrugsstedet hos aftageren. En PPA indgås ofte for en nærmere bestemt (længerevarende) periode og med en fast pris eller til spotpris. En PPA kan dog struktureres på uendelige mange måder

Sleeved PPA

Ved en sleeved PPA, også kaldet fysisk PPA, leveres og aftages den grønne strøm gennem det kollektive elnet. Transaktionen mellem producent og køber sker via en tredjepart i form af forsyningsselskabet/elleverandøren (eller en elhandler), som varetager balanceansvaret. Dette er illustreret i nedenstående figur

PPA figur 1

Som det fremgår af figuren, aftales der en pris i PPA'en, som køber betaler til producenten. Producenten leverer tilsvarende den aftalte strøm til elnettet og certifikater ("guarantees of origin") til køber som sikkerhed for, at der er tale om grøn strøm leveret til elnettet. Forsyningsselskabet/elleverandøren (eller en elhandler) tilpasser producentens elproduktion til køberens elforbrug (såkaldt "sleeving") under hensyn til den aftalte elleverance i PPA. Den fleksible pris, der betales til forsyningsselskabet, kunne være prisen for håndteringen af strømmen og betaling for at være på elnettet.

Virtuel PPA

I den virtuelle PPA (også kendt som en finansiel PPA) sker der ingen fysisk levering af strøm. Den fysiske levering af el til køber (og købers betaling herfor) sker særskilt, fx i en sleeved PPA eller fra købers eksisterende elleverandør.
En virtuel PPA er et finansielt instrument (en såkaldt "hedging-aftale"). Det fungerer (oftest) således, at der aftales en fast pris for en aftalt mængde strøm (PPA-prisen), som regulerer prisrisikoen mellem parterne, når der er udsving i elprisen på elbørsen. Den reelle pengeudveksling mellem parterne sker herefter på baggrund af forskellen mellem PPA-prisen og markedsprisen (spotprisen):
Hvis markedsprisen (spotprisen) er lavere end PPA-prisen, skal køber betale differencen til producenten. Hvis markedsprisen (spotprisen) derimod er højere end PPA-prisen, skal producenten betale differencen til køber. Dette opgøres oftest på månedsbasis.

En virtuel PPA er relevant, når der er udsving i strømprisen på elbørsen – producenten garanteres en fast pris for sin strøm og markeds(pris)risikoen elimineres. Setuppet ses fx, hvis der er indgået en PPA med en udenlandsk producent, da den strøm producenten leverer ikke kommer på det samme netværk, som køberen anvender. Energien håndteres dermed i hver deres led, men det der binder køberen og producenten sammen er en aftalt pris i PPA'en samt levering af certifikater for grøn strøm. Det minder dermed om et finansielt instrument. Strømmen købes til en fast pris i PPA'en, mens producenten får den flydende markedspris. Hvis markedsprisen er lavere end PPA-prisen, skal køberen betale differencen til producenten. Den finansielle PPA fungerer dermed som en hedging-aftale mod volatile elpriser.

PPA figur 2

PPA'er som værktøj for virksomheder

En PPA kan sikre adgangen til grøn energi, hvilket – udover at være hensigtsmæssigt i forhold til den grønne omstilling – også kan understøtte det enkelte selskabs ESG-mål.

PPA'er er komplekse aftaler, der kræver gennemgående og til tider omfattende arbejde, og som forudsætter rådgivere, der forstår den regulatoriske ramme og kan omsætte den til kontraktuelle klausuler. Et af de elementer, som ofte gør PPA'er komplekse er, at der som regel er tale om længerevarende aftaler.

Når virksomheder igangsætter arbejdet med indgåelsen af en PPA, er det ikke alene de sædvanlige kontraktklausuler, der skal tænkes ind. Der skal som regel også tages stilling til opførsel af anlæg, herunder håndtering af leveringssted og forsinkelse og/eller manglende levering, særlige erstatningsklausuler tilpasset de konkrete forhold mv. De regulatoriske forhold kommer også i spil, fx ved krav om tilladelser til etablering, elproduktion og nettilslutning, rapporteringsforpligtelser – alt afhængig af de konkrete rammer PPA'en skal bruges til.

Ved indgåelse af PPA'er får oprindelsesgarantier/-certifikater ofte en central betydning. Oprindelsesgarantierne er en fordel for virksomheder, når der indgås en PPA, da virksomheden på den måde kan dokumentere og garantere oprindelsen eller den anvendte metode til produktionen af den grønne strøm modtaget via PPA'en. Oprindelsesgarantierne udstedes af Energinet til producenten, og derfor bør parterne i en PPA også regulere, hvordan garantierne skal håndteres. De grundlæggende elementer, der bør reguleres, er blandt andet pris for overdragelse, håndtering af overdragelsen, hvem der har ansvaret ved eventuelle lovændringer, manglende levering og hvem garantierne skal tilfalde.

PPA'er bør desuden håndtere spørgsmålet om balanceansvar. Ligger det mellem parterne eller hos en tredjepart? I en PPA mellem en producent og aftager/forbruger er parterne ofte hver især ansvarlig for at håndtere balanceansvaret for hhv. produktion og forbrug. Balanceansvaret kan dog varetages af en tredjepart (fx en elhandelsvirksomhed). I det tilfælde, skal betingelserne fastlægges i en eventuel trepartsaftale med elhandelsvirksomheden, og aftalen bør afspejle klausulerne fra den pågældende PPA. Dette bliver særlig vigtigt at håndtere kontraktuelt, hvis parterne har forskellige balanceansvarlige aktører for henholdsvis produktion og forbrug.

Grøn omstilling og PPA'er – hvor er vi på vej hen?

Der sker rigtig meget inden for den grønne omstilling – både i Danmark og internationalt. Det er derfor ikke overraskende og vores fortsatte forventning, at PPA'er fylder mere og mere på det danske marked (og det europæiske). Dette både som incitament til finansiering af grøn energi, men også som værktøj for virksomheder, der arbejder med at opfylde deres ESG-mål – samt imødekomme krav fra ledelse, bestyrelse og investorer.

Vi oplever PPA'er som særligt velegnede til at sikre kapital til vind- og solprojekter, samt til at understøtte ESG-mål via oprindelsescertifikater. Fordelen er, at der er tale om langsigtede aftaler mellem producenter af grøn strøm på den ene side, og på den anden side virksomheder, elhandlere eller andre med interesse i at sikre sig dokumenteret grøn strøm til en fast pris i mange år frem.

En af baggrundene for den stigende brug af PPA skal også findes i, at udviklere af vindmølle- og solcelleanlæg i stigende grad opererer på rene markedsbetingelser uden statsstøtte. Det medfører et behov for udviklerne til at kunne fremvise en sikker indtægtsstrøm, hvilket kan give adgang til at skaffe kapital så billigt som muligt.

PPA'er er komplekse, men flere udbydere tilbyder en vis form for standardversion tilpasset den enkelte udbyder. Uanset hvilken type af PPA og uanset, hvem din virksomhed indgår aftalen med, så er det centralt at se på aftalekomplekset med kompetence og erfaring inden for både det kontraktuelle (fx om prissætning, prisrisiko, mængde af strøm mv.) og regulatoriske samt forståelse for mekanismerne og hensynene bag aftalerne, da der er tale om længerevarende forpligtende aftaler. Vi har i Horten samlet vores ressourcer med erfaring indenfor PPA'er i en taskforce-gruppe, som står klar til at rådgive din virksomhed, hvis I overvejer at indgå en PPA. Vi tager gerne en uforpligtende drøftelse.

Kontakt

Christian Tullberg

Partner (L)

Søren Hornbæk Svendsen

Partner

René Frisdahl Jensen

Partner (L)

Andreas Schønbeck

Partner

Marie Sylvest Fosbo

Advokatfuldmægtig