STRUKTURERET OG SELVSTÆNDIG SAGSBEHANDLER TIL REKONSTRUKTION OG INSOLVENS (KØBENHAVN)

Er du selvstændig og ansvarsfuld? Har du arbejdet med bobehandling og/eller har erfaring som advokatsekretær? Arbejder du effektivt og bevarer du overblikket i et travlt miljø? Har du gode formuleringsevner og en fremragende talforståelse? Så er du måske Hortens nye sagsbehandler til teamet for Rekonstruktion og Insolvens.

Alsidig hverdag med stort ansvar
Som sagsbehandler kommer du til at arbejde med spændende og komplicerede insolvenssager. Dine primære arbejdsopgaver vil være at behandle konkursboer, tvangsopløsninger og rekonstruktioner i tæt samarbejde med afdelingens jurister.

Dit ansvar og din selvstændighed i arbejdet er stor og din hverdag er alsidig. Du følger sagerne fra de kommer ind til de afsluttes og har ofte en del løbende kontakt til eksterne interessenter undervejs i sagsbehandlingen.

Du bliver en del af et velfungerende team, der lægger vægt på, at I trods travlhed har det godt og sjovt sammen.

Relevant erfaring og stort overblik
Der er flere måder, du kan kvalificere dig til dette job på. Erfaring med bobehandling gør dig til en oplagt ansøger. En anden vej kan dog være, at du i dag sidder som advokatsekretær og har et godt kendskab til branchen, men nu ønsker nye udfordringer, større ansvar og mere selvstændighed i hverdagen.

Arbejdet som sagsbehandler kræver overblik, struktur og evnen til selvstændigt at drive processen frem. Samtidig vil du også løbende have med regnskaber at gøre, og det er afgørende, at du har en god talforståelse. Dine formuleringsevner skal være i top og effektivitet i arbejdet er en selvfølge for dig. Ligeledes lægger vi vægt på gensidig fleksibilitet, gode samarbejdsevner, samt at du er kvik, robust og bevarer det gode humør, når vi har travlt. Du sætter en ære i at overholde deadlines, undgå fejl og følge sagerne helt til dørs.

Et godt kendskab til IT er nødvendigt – Word og Excel skal du kunne på højt niveau, og da vi arbejder meget i Navision/CapLegal, er det også en meget stor fordel, hvis du har erfaring hermed.

Vi ser frem til at høre fra dig
Lyder det som et job for dig? Så ser vi frem til at høre fra dig hurtigst muligt og senest den 25. september. Vi holder samtaler løbende, så send os din ansøgning hurtigst muligt. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til sagsbehandler Maj-Britt Fischer på 3334 4164.

Vi opfordrer alle uanset køn, alder, handicap og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Om Horten
Horten er en advokatvirksomhed med over 65 års erfaring og 350 medarbejdere. Vi går til sagens kerne og har modet til at sige tingene ligeud. Det kræver dygtige medarbejdere, som er i stand til at forstå, overskue og gennemskue kundernes muligheder og udfordringer og omsætte det til værdifuld rådgivning. Derfor sørger vi for, at du som medarbejder kontinuerligt bliver udviklet og udfordret – uanset hvor du befinder dig i din karriere. Vores opskrift er mod, åbenhed og fremsynethed funderet i et stærkt og ambitiøst miljø med respekt for mennesker, og hvor den gode stemning råder. For karma er også en lov.

 

Application Deadline: Friday, September 25, 2020